AB Gladsaxe skal i morgen lørdag forsøge at komme tilbage på sporet efter det ærgerlige nederlag til BK Frem på Gladsaxe Stadion i forårspremieren.
Denne gang går turen til Middelfart, hvor hjemmeholdet tager imod kl. 14.00. Kampen bliver ikke spillet på det traditionelle og hyggelige Middelfart Stadion, men for første gang skal AB møde Middelfart på kunstgræs på MG og BK’s anlæg, Færøvej 54 i Middelfart.
Efter nederlaget til BK Frem skal der gerne point med hjem fra det fynske. AB indtager aktuelt 9. pladsen i 2. division med 21 point. Middelfart indtager 3. pladsen med 28 point, og i hjemmeholdets første kamp i foråret stod de over for Ishøj IF i en kamp, der endte 1-1.
AB har ofte haft det svært mod Middelfart, og i den første kamp i turneringen i starten af oktober på Gladsaxe Stadion tabte AB også til Middelfart med 3-1. ABs mål blev scoret af Yushi Yamaya. AB har Adrien Koudelka i karantæne og Middelfart har Jonas Villemoes i karantæne.
Så når kampens dommer Benjamin Seferovic fløjter kampen i gang, så må vi forvente et top motiveret AB hold.
Cheftræner Joey Gudjonsson kræver koncentration og større ansvar fra spillerne. Chancerne er der, men de skal omsættes i mål.
”Efter sidste kamp, som jo gav et nederlag, var vores følelse, at vi gjorde mere end nok, til at vi kunne vinde kampen. Vi kunne da også af statistikken se, at vores spil havde været godt. Eksempelvis havde vi 20 kvalificerede skud, mens BK Frem havde fire. Så vi havde statistisk set muligheden for at vinde kampen. ”
“Vi manglede specielt i 2. halvleg de forsøg, der kunne have givet os det første mål. Vi viste samtidig ikke den standard og den mentalitet, som vi vil stå for som et team. Det var jeg meget skuffet over. Så vores vigtigste fokus er selvfølgelig at fortsætte vores spil og at skabe chancerne. Vi skal anstrenge os mere for at skabe de forsøg, der kan bringe os til mål. Det kræver ikke talent at arbejde hårdt, men anstrengelserne skal være der hele tiden. Det skal spillerne være klar over og give alt, hvad de har. ”
“Hvis ikke alle gør det, skal de andre spillere sige det til dem. De skal ikke vente på instrukser fra trænerne, men tage ansvar hver især. Hvis ikke det sker, taber vi til Middelfart, også selvom vi er fyldt med talent og skaber chancer.”
“Der vil altid komme svære stunder, og vi er nødt til at presse hinanden. Vi har lovet hinanden, at vi vil arbejde på en positiv måde, så selvom vi tabte den sidste kamp, så ser vi stadig fremad og skaber en positiv atmosfære, så vi ikke vinder en kamp og taber den næste.”
“Sidste kamp mod Middelfart var forfærdelig. På lørdag skal vi være klar til at kæmpe, og vi skal spille mere stabilt og konsekvent over alle 90 minutter. Vi skal også være tålmodige, for vi behøver ikke at score inden for de første 20 minutter. Vi skal forsvare vores mål og score, når vi har mulighederne - for vi vil altid skabe mange chancer”, slutter Joey Gudjonsson.
Noah Engell Christensen synes stadig, at AB har et godt hold trods et bump på vejen.
”Jeg tror, det bliver en spændende kamp i morgen. Middelfart er et modent hold. Det bliver en svær opgave, men jeg tror på, at vi kan løse den. Selvom vi ikke fik resultatet i sidste kamp, så fik vi skabt mange chancer - så på den led kan vi slå alle hold.”
“Siden sidst har vi spillet en reserveholdskamp med dem, der ikke har spillet så meget, så de også kan holde sig friske. Vi var alle mega skuffede efter kampen mod BK Frem, men vi har fået humøret op igen. Også fordi det var en kamp, som vi havde fortjent at vinde. At det ikke lige gik vores vej - sådan er det også i fodbold.
“Jeg synes, vi har haft en god uge med fint humør på. Vi skal ikke lave det hele om, for vi er jo stadig et godt hold. Jeg synes, vi havde mange af de rigtige ting i kampen. Så bare det at få humør på, så alle bliver glade igen og friske oppe i hovedet til i morgen, betyder meget. Vi kan ikke bruge tiden på, hvad der er sket før, så vi glæder os bare til lørdag - og så må vi tage den derfra”, slutter Noah Ingell Christensen.
Trænerteamet har udtaget denne bruttotrup til kampen:
1 Marcus Bobjerg (målmand)
3 Mikkel Nielsen
5 Rasmus Brodersen
7 Noah Engell Christensen
10 Marco Ramkilde
14 Ægir Jarl Jónasson
15 Søren Ilsøe
16 Albert Gaub-Jacobsen (målmand)
17 Yushi Yamaya
18 Onesime Tembe
22 Agúst Hlynsson
23 Steven Simpson
30 Casper Grening
34 Mikkel Brund
35 Pachanga Kristensen
37 Frederik Lindgaard
41 Tobias Hageltorn
43 Noah Ibsen
88 O’Vonte Mullings
Kampen fløjtes i gang i morgen kl. 14.00 på kunstgræsbanen, Færøvej 54, Middelfart.