AB Gladsaxe skal i morgen fredag den 21. marts 2025 forsøge at følge op på den gode kamp og det fine resultat i sidste lørdags 3-1 sejr i Middelfart. Ishøj IF er aftenens modstander, og kampens dommer Sebastian Tornhøj Nielsen fløjter opgøret i gang kl. 19.00 på Gladsaxe Stadion.
Efter sejren i Middelfart ligger AB lige uden for Top-6 på 7. pladsen med 24 point. Ishøj IF indtager 10. pladsen med 21 point, så det er en ekstrem vigtig kamp for begge hold.
Den første kamp mellem de to hold tilbage i oktober endte 1-1 i Ishøj. Marco Ramkilde bragte AB på 1-0 på et straffespark i første halvleg, og Ishøj IF udlignede til 1-1 på et direkte frispark i anden halvleg på trods af AB dominans
Ishøj IF kommer også til kampen med en sejr i bagagen, da holdet vandt 2-1 hjemme mod Nykøbing FC. Ishøj IF har som oprykkerhold klaret sig rigtig godt i 2. division og er et godt spillende hold med flere dygtige individualister, der kan afgøre kampe på egen hånd.
Cheftræner Joey Gudjonsson ser frem til hjemmekampen og håber på, at det bliver en god kamp fra start til slut.
”Ishøj er et hold, der hvis først de har bolden, så skaber de mange chancer. De vil gerne have bolden og vil gerne spille. Det skal vi selvfølgelig begrænse, så meget det er muligt. Vi skal være aggressive fra start i kampen - og det skal være i begge halvlege. Vi vil gerne vise vores fans, hvor meget det betyder for os, at de står bag os, så vi skal give dem en god kamp med gode præstationer.
Vi ved, at Ishøj tager chancer, men hvis vi ikke tager dem alvorligt og er sjuskede, så kommer de frem til scoringschancer. Vi har arbejdet med vores mentalitet, så vi er helt klar, når kampen starter. Vi vil virkelig vise dem, at vi spiller på hjemmebane og vi vil presse dem og være aggressive med bolden. Vi vil tage kampen ned i deres tredjedel af banen og kontrollere kampen, så godt som vi kan.
Det bliver jo en helt anden kamp mod Ishøj, end vi havde mod Middelfart. Vi blev lidt overraskede over Middelfart, der pressede os højere, end vi havde forventet. De blev fremme og pressede os på bolden. Vi skal være parate til at ændre spillemåde. Vi har altid en formodning om, hvordan modstanderne vil spille, men vores spillere skal også være parate til at lave ændringer, for vi kan ikke garantere dem en bestemt spillestil.
Spillerne skal være klar på det fra kampens start – de skal se, hvad der sker på banen og evt. ændre på opstilling. Hvor er der plads, og hvor vil de spille bolden hen? Det er de kvaliteter, der skal gøre, at vores hold er stærkt”.
Forsvarsspiller Noah Ibsen er ikke i tvivl, for holdet vil gå efter en sejr:
”Vi skal bygge videre på det spil og den sejr, vi fik i Middelfart. Vi er rigtig godt forberedt på det, Ishøj kommer med. Vi har haft en rigtig god uge. Der har været højt humør på, vi har trænet godt og har trænet frem mod fredagens kamp. Så vi skal sådan set bare levere foran fansene og vores tilhængere.
Den første kamp i Ishøj synes jeg, vi skulle have vundet. Vi er dominerende på bolden og sidder på spillet og de får et dumt frisparksmål. Vi ved, Ishøj er gode på bolden, så vi har arbejdet på vores presspil. De har højde i bagkæden, så vi skal have bolde ned i dybden til vores kanter, som vi skal sætte i scene. Vi går efter alle tre point!”.
Trænerteamet tager disse spillere med til kampen:
1 Marcus Bobjerg (målmand)
3 Mikkel Nielsen
5 Rasmus Brodersen
7 Noah Engell Christensen
10 Marco Ramkilde
14 Ægir Jarl Jónasson
15 Søren Ilsøe
16 Albert Gaub-Jacobsen (målmand)
17 Yushi Yamaya
18 Onesime Tembe
22 Agúst Hlynsson
23 Steven Simpson
30 Casper Grening
34 Mikkel Brund
35 Pachanga Kristensen
37 Frederik Lindgaard
41 Tobias Hageltorn
43 Noah Ibsen
88 O’Vonte Mullings