AB Gladsaxe møder fredag den 9. maj topholdet Fremad Amager i Sundby Idrætspark.
Kampens dommer Niclas Gomes fløjter opgøret i gang kl. 19.00 og til at hjælpe sig med at dele sol og vind lige har han på linjerne Shpend Shala og Søren Lehmann.
I Sundby Idrætspark spilles der på kunstgræs, så AB har de seneste dage trænet på Skovdigets kunstgræsbane for at være så godt forberedte som muligt.
AB må forvente et toptændt Fremad Amagerhold, der vil revancere holdets nederlag på 3-1 i sidste uge til Middelfart. Det var et resultat, der sendte Fremad Amager ned på en tredje plads i oprykningsspillet med 45 point.
AB rykkede op på en 5. plads i tabellen med 34 point efter den imponerende sejr på 5-1 over Skive.
På en delt 1. plads på topscorerlisten i 2. division ligger Christoffer Boateng fra Fremad Amager og Noah Engell fra AB - begge har scoret 12 mål.
I grundspillet mødte de hold hinanden begge gange i 2024. I september tabte AB med 3-0 i Sundby. Til gengæld vandt AB hjemme i Gladsaxe med 2-0 i november på mål af Marco Ramkilde og Tobias Hageltorn. Det var en kamp, hvor alle AB spillerne var klar fra start, og hvor spillerne gav sig 100% og kontrollerede kampen med en god attitude.
Mikkel Brund glæder sig til kampen.
”Først og fremmest tror jeg på en fed kulisse til kampen i morgen med en masse fans fra de to hold. Ikke mindst Fremad Amagers fans, der vil hjælpe deres hold til at være med i toppen. Det er bestemt ikke noget, der skræmmer os.
Vi har haft en god træningsuge, hvor vi har bygget videre på nogle af de gode takter, der var i Skive kampen. Vi har også arbejdet på de småting, der skal justeres, selv om vi vandt kampen 5-1. Vi har også set frem mod kampen i morgen - hvilken formation spiller de og hvad er deres individuelle kvaliteter, som de selvfølgelig har, ellers lå de heller ikke i toppen.
Vores humør er i top efter den seneste kamp, men det skal ikke overskygge, at vi skal have fuld fokus i morgen, hvis vi skal drille Fremad Amager og det mener jeg godt, vi kan. Vi har brugt de seneste dage på kunsten og det har kroppen vænnet sig til, så er vi klar”, slutter Mikkel Brund.
Cheftræner Joey Gudjonsson forventer, at Fremad Amager vil komme med stor fight:
”Vi skal følge op på det gode resultat og den gode præstation både individuelt og kollektivt, som vi havde i kampen mod Skive.
I morgen vi skal til Fremad Amager. De har mange gode spillere, men de har kæmpet de sidste få kampe. Der har været nogle ændringer i deres team, og de har mistet lidt momentum. Så på en måde er de lige som et såret dyr, der vil fighte, men også kan være lidt skrøbeligt. De vil komme med alt, hvad de har, og det skal vi være helt klar på.
Vi skal fortsætte med at gøre det, vi har gjort indtil nu. Vi skal være aggressive og tage kontrol over kampen både med og uden bold. Vi vil udnytte den plads, som Fremad Amager giver til os. Nogle gange holder de en høj linje og andre gange går de dybt. Vi skal være i stand til at spille gennem dem, som vi gjorde nogle gange mod Skive. Når de spiller 5-3-2, skal vi også gå på ydersiderne. Vi forventer de stiller op i en 5-4-1 opstilling, hvor der vil komme muligheder for at spille gennem midten, men også på kanterne.
På toppen har de nogle stærke angribere, så vi skal være helt klar i forsvaret og også til at spille med fysik, for de har nogle fysisk stærke spillere. Jeg ved, det bliver en stor begivenhed og vi tager til Amager for at tage 3 point”, slutter Joey Gudjonsson.
Fremad Amager har Kasper Nygaard Andersen i karantæne. AB har ingen spillere i karantæne.
Trænerteamet råder over denne bruttotrup til kampen:
1 Marcus Bobjerg (målmand)
3 Mikkel Nielsen
4 Adrien Koudelka
5 Rasmus Brodersen
7 Noah Engell Christensen
14 Ægir Jarl Jónasson
15 Søren Ilsøe
16 Albert Gaub-Jacobsen (målmand)
18 Onesime Tembe
22 Agúst Hlynsson
23 Steven Simpson
30 Casper Grening
34 Mikkel Brund
35 Pachanga Kristensen
37 Frederik Lindgaard
41 Tobias Hageltorn
45 Noah Maale
88 O’Vonte Mullings