170410 Første kamp på græs

Både U17 og U19 tog i weekend imod Thisted, som var rejst den lange vej fra det Nordjyske til Skovdiget.

U19 kom tilbage og fik 1 point, efter at have været bagud
- Kampen mod Thisted var årets første kamp på græsbane og blev spillet på Skovdiget. Vi har kun trænet en uge på græs, og det er forståeligt nok, at vi ikke får nogen stilpoint for vores udtryk. Vi arbejder hårdt i hele kampen, det bliver vi belønnet for, ved at få et point med hjem. Første halvleg er en rodet affære, og ingen af holdene får skabt nogen større chancer. I anden halvleg får vi rettet nogle ting til, men Thisted får lavet et flot mål. Det sætter os i gang, hvor vi begynder at finde os selv bedre og får lagt et godt tryk på dem.

-Med 20 minutter igen, får Jai Younes debut og på rigtig flot vis. Først har han et hovedstød på stolpen og efterfølgende udligner han til 1-1 på et flot langskud. Der skal arbejdes hårdt her i påskeferien, vi skal vænne os til banerne og forbedre vores tekniske niveau. Vi vil vende tilbage stærkere, når Roskilde venter efter påskeferien, fortæller Patrick Birch Braune.

U17 cheftræner Michael Schou tilfreds trods nederlag
- Vi har henover vinteren arbejdet med en lidt anden spillestil og selvom, at vi stadig ikke er hundrede procent sikre ved den, så går det fremad. Thisted var mere klar end os fra start af, men vi får gang i vores spil i gang og overholder langt hen ad vejen vores aftaler. Vi kommer frem til nogle store chancer i første halvleg; en på overlæggeren og to hvor Thisted kun lige når at få afværget. Desværre har Thisted mere held i den anden ende og kommer foran 3-0, men vi kommer rigtig godt igen i anden halvleg og får scoret to mål sidst i kampen, hvor kampens slutresultat bliver 2-3.

- Overordnet set går det den rigtige vej. Det er vigtigt, at drengene stoler på vores koncept og spillestil og bevarer roen og tålmodigheden i kampene, så skal resultaterne nok komme.  I påsken skal U17 på tur til England, så vi fortsætter arbejdet på den anden side.