Blandet weekend mod Næsby

I weekend var U19 og U17 oppe imod Næsby på Skovdiget, og det blev en blandet fornøjelse for de to cheftrænere.

Patrick Birch Braune om sejren
- Det var dejligt med en sejr og at få den kort inden de 90 minutter, på en indøvet detalje, er en fornøjelse. Det er fedt når marginalerne falder ud til ens fordel, og det var ikke tilfældigt, men på baggrund af hårdt arbejde. Det spark der bliver servet frem til duellen og det løb omkring deres defensiv, er produktet af koncentreret arbejde. Det er en dejlig fornemmelse, når det giver afkast. Selve kampen blev spillet på kunstbanen, og det er altid dejligt at tage hul på sæsonen på Skovdiget.


- Der var dog meget vind henover banen, og det påvirkede kampen. Første halvleg havde vi medvind, og det giver os et lille overtag, men uden rigtigt at kunne få udnyttet det. I anden halvleg havde vi modvind, og det blev ikke rigtig til nogen skøn halvleg.  Men det viser stærk moral, at vi alligevel kommer fra kampen med 3 point, og det er vi rigtig stolte og glade over. Nu venter der hårdt arbejde, og vi vil jagte de næste point og har fuld fokus på næste kamp, slutter cheftræneren.

Kampens enlige mål stod Alejandro Maillet for i det 89. minut.

U17-mandskabet var også i kamp. Grundet sygdom måtte assistent, Dennis Deleuran stå i spidsen til kampen mod Næsby.

Dennis Deleuran ærgrer sig over mål på dødbolde
- Vi taber kampen 2-1, men jeg synes selv, at vi sidder godt på bolden igennem hele kampen og følger de taktiske oplæg rigtig godt. Vi kommer foran 1-0 i starten af anden halvleg, hvilket viser, at det hårde arbejde til træningen virkelig betaler sig. Desværre scorer Næsby to mål på dødbolde, hvor vi glemmer at følge vores markeringer, og det er selvfølgelig ærgerligt. Men på trods af, at det ikke blev til nogen point, så var det en rigtig fin kamp i forhold til udvikling og en bedre kamp end den mod Slagelse, og det viser at pilen peger i den rigtige retning.

- Drengene har fortsat en rigtig fin udvikling siden efteråret og har masser af gejst og gåpåmod. Vi ønsker selvfølgelig hele tiden at arbejde videre og fortsætte den gode udvikling hos drengene. Jeg synes, at vi har et godt udgangspunkt for resten af sæsonen, og vi har nu fuld fokus på næste kamp, hvor vi møder topholdet, slutter assistenten.

Næste kamp er på lørdag, hvor det gælder HIK på udebane. Vi ønsker de to mandskaber held og lykke med kampene!