Ny U-17 træner glæder sig

Efterårssæsonen er på trapperne, og i den anledning har vi snakket med den nye U17 træner Patrick Birch Braune, der glæder sig til sin første sæson i spidsen for holdet. Han går ind til opgaven med en klar idé om hvordan truppen fungerer bedst, med fokus på individuelle samtaler og den individuelle spiller. Det den nye træner ser mest frem til i den kommende sæson er at komme ud af kontoret, ud på træningsbanen, og ud til kampene; der hvor det gælder.

Patrick glæder sig derfor også til det arbejde, som venter lige om hjørnet.
- Der er store forventninger til den kommende sæson, og både resultaterne i ligaen og de individuelle spillere er i fokus. Placeringsmæssigt forventer jeg at holdet placerer sig i den øverste halvdel af tabellen. Der er stor fokus på talentudvikling og der vil blive kigget grundigt på de enkelte spillere, med henblik på at udpege de spillere der skal satses på; topspillerne. Vi har fået mange nye spillere til i pausen, så udvalget er stort for os i trænerstaben. Derfor vil vi bruge opstartsfasen på at lokalisere de stærkeste spillere der skal udgøre truppen når sæsonen starter. Derudover vil forberedelserne i opstarten vil bestå af fysisk forberedelse, implementering af spillestilen for den kommende sæson som vil tage udgang i et taktisk standpunkt.

AB’s U17 hold går en spændende sæson i møde, og det bliver interessant at følge holdet i deres kamp for en god placering i U17-divisionen.