Målfest mod Thisted

U19
U19 holdet tog i mod Thisted lørdag eftermiddag, på en temmelig regntung bane. Det lod AB spillerne sig ikke mærke af, og indledte opgøret som lyn og torden. Allerede inden der var rundet et kvarter på uret, var AB kommet på 3-0, på mål af Rasmus Arildsen, Emil Holten og igen Rasmus Arildsen. Herefter kom en midtfase, hvor holdet ikke var lige så målsøgende, spillet blev lidt stresset, og der blev forsøgt spillet lidt hurtigere, end var muligt på den meget våde og smattede bane, hvilket resulterede i mange fejlafleveringer.

I halvlegens sidste 10 minutter, lignede holdet igen en sammenstemt enhed, og angrebene rullede frem, hvilket Rasmus A. igen udnyttede til en pausestilling på 4-0.

2. halvleg lignede meget første halvleg, dog blev det kun til 2 mål, igen Emil Holten og Rasmus Arilsen, og selvom der var chancer til flere mål i ABs favør, endte det med en 6-0 sejr.

U19 Cheftræner Jesper Petersen udtaler
- Må indrømme jeg er lidt stolt af holdet, og det ville være nemt at rose Rasmus og Emil alene, som var til evig trussel for Thisted. Rasmus med 4 mål, Emil med 2 mål og 3 assist, siger vel alt om de spillere igen leverede en super god kamp. Dette hold er dog langt mere end dem, og på denne svære bane, er det der gør mig mest stolt, spillernes sammenhold, deres fælles ukuelige vilje til at vil vinde.

- Efter vores nederlag i Næsby, hvor vi tabte fortjent, har det virkelig virket som et wake upp call, for spillerne; vores offensiv ruller, vores defensiv, fra forreste til bagerste spiller fungerer som en fælles enhed, og kan vel ikke se Thisted har et reelt scoringsforsøg i denne kamp, hvilket er meget positivt.

- Nu venter en svær kamp i Viborg, men vi møder op med stor optimisme, og tror på vi kan vinde, men hvis vi dropper vores ydmyghed, som vi har vist de seneste uger, får vi intet med herfra. Så det handler om hårdt arbejde, og alle vil give alt for hinanden, være meget ydmyge for den enkelte kamp. Kan vi fortsætte dette, skal de andre virkelig være gode, hvis de vil slå os, slutter cheftræneren

U17
U17 kampen startede også som lyn og torden - desværre i den forkerte ende, da Thisted bragte sig foran allerede i det fjerde minut, direkte på frispark. Heldigvis fik drengene hurtigt rystet forskrækkelsen af sig, og overtog styringen af begivenhederne. Det blev til flere gode forsøg, inden AB endelig fik udbytte af anstrengelserne, lige inden den halve time, da Casper Willumsen med et hårdt, skruet spark fra distancen, udplacerede Thisted keeperen. Få minutter senere opsnappede Alejandro Maillet en bold i Thisted feltet, der var blevet hængende i den tunge bane, og han scorede sikkert; 2-1 til AB ved pausen.

Anden halvleg var knapt i gang, da Alejandro udbyggede føringen til 3-1, og et kvarter senere øgede Mads Kirkegaard til 4-1, efter flot forarbejde af Julius Ellegaard på højrekanten. Minuttet efter svigtede koncentrationen desværre i defensiven, og Thisted fik en tidlige julegave, som de straks udnyttede til reducering 4-2. AB sejren var dog aldrig i fare, og fem minutter før tid, slog Silas Trier sejren fast, med en sikker scoring til 5-2.

U17 Cheftræner Patrick Birch Braune udtaler
- Vi spiller en meget moden kamp. Banen var meget svær, selvom vores banepersonale havde arbejdet flot for at gøre den klar, var det meget vand og mudder en udfordring. Det gjorde det svært for os at spille det flotte fodbold. Vi kommer lidt skidt i gang. Men efter 10 minutter sætter vi os på opgøret og ser os ikke tilbage. Vi tilpassede os forholde og der blev arbejdet hårdt. Alejandro Maillet var en evig trussel for Thisted, hans to mål og generelle ærgerrighed hjalp os godt på vej. Vi ser frem til at tage til Viborg.