Sejr på 3-1 mod Hvidovre IF

AB Gladsaxe spillede i dag den første af seks træningskampe. Det gik rigtig fint, og AB tog sejren med 3-1 over Hvidovre IF. AB lagde fra start et højt pres på modstanderen, viste god energi og fornuftig omgang med bolden. Der gik da også kun 5 min. før et hjørnespark fra Albert Nørager sendte bolden ind i feltet, hvor Marcus Mustac Gudmann sendte en returbold fra målmanden direkte i netmaskerne til føring 1-0.

AB fortsætter med det energiske og høje pres, og der opstår flere gode muligheder. Efter 35 min.’s spil får Christoffer Thrane en god aflevering og sender bolden i mål til føring 2-0.
Den nye forsvarsspiller Adrien Koudelka måtte udgå med en mindre hovedskade efter et sammenstød. Han gjorde indtil da et fint indhop.

I 2. halvleg kom Hvidovre mere ind i kampen, og fik et par chancer, men det var stadig AB, der havde de fleste chancer.
På trods af en del udskiftninger fortsatte AB det gode spil i et højt tempo og med fortsatte gode relationer mellem spillerne. Efter 25 min. af 2. halvleg kommer angriberen Asger Højmark-Jensen på banen og gør en god indsats.
Albert Gaub-Jakobsen hiver en god redning frem efter en god chance til Hvidovre IF.

Desværre opnår Mads Vang kun få minutter på banen, da han i en tackling bliver skadet og må udgå.
Efter 44 min. er Marcus Mustac Gudmann løbet frem på banen og får en god aflevering tæt på midterlinjen. Han spurter mod mål, tæt forfulgt af en forsvarer, som må se Gudmann sende bolden i mål til 3-0. Andreas Smed fra Hvidovre IF reducerer kort før dommerens slutfløjt til 3-1.

Efter kampen sagde cheftræner Patrick Birch Braune: ” Vi er i gang. Det var første træningskamp. Vi kom ud og fik gjort det, vi har gjort godt og det vi har haft succes med. Det gjorde rigtig ondt på Hvidovre. Vi får spillet i et tempo, der er rigtig godt i dag og det sætter en standard fremadrettet.
Vi er supertilfredse med drengene og med en 3-1 sejr over Hvidovre. Selvfølgelig er der noget rust der skal bankes af. Vi er er rigtig glade for resultatet, men rigtig kede af skaden til Mads Vang - vi krydser fingre og håber det bedste for, at skaden ikke er så alvorlig”.

Startopstillingen var:
Albert Gaub-Jakobsen (mål)
Gustav Overgaard Hansen
Adrien Koudelka
Oliver Angus
Albert Nørager
Alessio Alicino
Marcus Mustac Gudmann
Prøvespiller
Emil Mygind
Christoffer Thrane
Prøvespiller

I løbet af kampen kom følgende spillere på banen:
Rasmus Møller
Lucas Ørneborg
Emil Wass
Asger Højmark-Jensen
Marcus Hørbye
Mads Vang

 Næste træningskamp bliver spillet lørdag den 21. januar 2023 kl. 13.00, hvor AB Tårnby kommer på besøg på Skovdiget.