AB er videre til 2. runde i pokalturneringen

På en herlig varm sommeraften og i overværelse af 523 tilskuere mødte AB Gladsaxe Frederiksberg Boldklub, FB, i pokalturneringens første runde. Kampens resultat blev 4-2 til AB, som herefter går videre til næste runde. FB gav alt, hvad de havde og fik en gigantisk start. Det blev til gengæld for AB en chokstart, da en FB-spiller efter kun 4 min. med et fantastisk skud skyder bolden i mål til føring 1-0 uden chance for dagens keeper Oliver Børner.

Men AB svarede igen, og efter 6 min. sendte Lucas Koch en rigtig flot aflevering til dagens debutant Mican Atici, som i en dribling udenom målmanden bliver fældet. Dommeren dømmer korrekt straffespark, som sikkert scorer og udligner til 1-1.

FB gjorde alt, hvad de kunne for at trække tiden og dermed spare på kræfterne. AB spillede videre og efter 13 min. finder Emil Mygind Christoffer Thrane, der dog sender skuddet forbi mål. Mindre end et minut efter får Mican Atici en flot aflevering, og han afslutter resolut til føring 2-1. Begge hold kom til chancer, men en FB-spiller kunne på et frispark udenfor feltet og foran en mur på 5 mand, skabe spænding i kampen ved at sende skuddet udenom muren til udligning 2-2.  Det er også stillingen ved pausen, selvom FB var tæt på et føringsmål, da bolden efter 30 min. danser på stregen, men ikke kommer i mål.

Efter en velfortjent pause kommer spillerne på banen igen, og AB sendte et par rutinerede kræfter på banen. Det blev alligevel sammenspil mellem to af de nye spillere, som skabte en føring. Oliver Angus lægger bolden ind feltet, hvor Mican Atici kommer spurtende og skyder bolden i mål til stillingen 3-2.
Frederik Ellegaard fik vist, hvordan han kan spurte fra egen banehalvdel og forbi flere FB-spillere til han er helt alene med målmanden, som dog redder skuddet.
Det er også Frederik Ellegaard, der sender et indlæg ind i feltet, hvor Christoffer Thrane ikke når bolden, men det gør Mican Atici, der sender sin 3. scoring i nettet til slutstillingen 4-2. Nærmere præsentation af ham kommer senere.

Frederiksberg Boldklub skabte en fantastisk flot ramme om kampen både i optakt og på dagen. Det gode sommervejr og de mange mål, gav de mange tilskuere en god oplevelse. Der var stor opbakning også fra AB’s tilskuere.

Cheftræner Patrick Birch Braune sagde efter kampen: ”Vi fik det vi kom efter og det var avancement i pokalturneringen. Stor ros til FB for at få skabt en kamp. Et helt vanvittigt mål de får lavet efter få minutter til 1 - 0. De får lige testet os mentalt. Tak til FB for at skabe en flot kamp og sætte tilskuerrekord. Det var en fin aften, selv om vi godt ville have været mere dominerende. FB fik skabt en flot kamp og det er det, pokalkampe kan. Så kan vi ikke undgå at nævne Mican Atici i dag. Han laver tre mål og får tildelt et straffespark. Stort tillykke til ham, han viser sig frem på allerflotteste vis”.

Startopstilling i pokalkampen mod FB med ud- og indskiftninger:
Oliver Børner Thorup (mål)
Gustav Overgaard Hansen
Anton Basbas Pedersen
Emil Mygind ud - Frederik Ellegaard ind
Oliver Angus
Lucas Koch ud - Albert Nørager ind
Christoffer Thrane
Simon Holden ud - Christian Espersen Troelsen ind
Marcus Hørbye ud - Silas Trier Madsen ind
Alessio Alicino ud -  Emil Wass ind
Mican Atici

Næste kamp er den første kamp i turneringen på lørdag den 6. august 2022 kl. 14.00 mod FC Roskilde i Roskilde Idrætspark.