Pokalkamp mod Frederiksberg Boldklub

AB Gladsaxe spiller den første pokalkamp i morgen onsdag kl. 19.00 mod Frederiksberg Boldklub i Frederiksberg Idrætspark, Sønderjyllands Alla 4, 2000 Frederiksberg.
Selvom AB har ambitionerne om at komme så langt som overhovedet muligt i pokalturneringen, så må det siges, at FB’s ambitioner er langt større. Læs FB’s geniale oplæg til pokalturneringen – med den tilgang bliver det ingen skam for AB at tabe kampen.

”𝐁𝐮𝐦𝐩 𝐩𝐚̊ 𝐯𝐞𝐣𝐞𝐧 𝐦𝐨𝐝 𝐄𝐮𝐫𝐨𝐩𝐚? 🤔
Vi - altså FB’s førstehold - skal bare spille 6 kampe mere, inden vi står som den ene part i Pokalens finale i Parken, der spilles Kristi Himmelfartsdag næste år 🤭
Det bliver utvivlsomt én lang fest på linje med hvad Le Tour de France-feltet netop har oplevet på de danske landeveje. Det hele starter med kampen i første runde mod Akademisk Boldklub primo august, som vi fik trukket op af bowlen i dag 😅

Når vi har passeret dem, er vi iblandt de sidste 52 hold til anden runde, i slutningen af august. Det bliver for alvor sjovt nu, for her træder Nordic Bet-ligaens to oprykkere fra AC Horsens og Lyngby Boldklub ind sammen med nr. 7, 8, 9 og 10 i Superligaen, altså Viborg FF, Odense Boldklub, FC Nordsjælland og AGF
I vores næste runde, altså tredje runde, der svarer til 1/16-finalerne, som spilles i slutningen af september, er feltet barberet helt ned på blot 32 hold. Foruden FB, så 25 andre vindere fra anden runde og så bydes der velkommen til F.C. København, FC Midtjylland, Silkeborg IF, Brøndby IF, AaB og Randers 😳
Det giver så sig selv når vi mod slutningen af oktober skal spille 1/8-finale i fjerde runde, at der så blot er 16 hold tilbage til at kæmpe om pokalen 👀 Godt vi spiller på kunstgræs, for det er strengt nødvendigt, når den står på kvartfinale i starten eller midten af december måned. Vi plejer dog at gå fra på juleferie allerede i midten af november når sæsonen i Københavnsserien går på pause, men i år er det så anderledes og spillerne må allerede nu forberede sig på at træne frem til kvartfinalen. Som det til den tid lavest rangerende hold af alle, så har vi her hjemmebane mod en af de store kanoner. Det bliver en fest på Frederiksberg Stadion 🥳
Herefter kan vi så gå på lang pause, inden vi skal ud i to skarpe semifinaleopgør om en tur ind i Danmarks nationalarena. De to kampe spiller vi i slutningen af april 2023 samt i starten af maj måned.
Det bliver hektisk, der bliver sat tilskuere-rekorder på stribe, vi får store økonomiske gevinster og man kan i allerhøjeste grad og i det hele taget bare slå fast at #DrømmenLever 🏆 🛌 💤”

Cheftræner Patrick Birch Braune udtaler før kampen: ”Vi skal møde Frederiksberg Boldklub. Det er lidt specielt at lægge ud med en pokalkamp, som første betydningsfulde kamp efter sommerferien. Det er fedt at være med i pokalen og det har det været hvert år. Det giver mulighed for at jage nogle drømme og det er superfedt. Vi møder en klub, der har flere superligakampe i truppen end vi har, det skal selvfølgelig afgive noget respekt. Men ikke mere respekt end at vi skal ud og vinde den kamp og vise, at vi ligger et par rækker over. Vi skal holde fast i de gode præstationer, vi har vist i de sidste to træningskampe. Det vil jo være dejligt, hvis vi kan vinde tre kampe i træk.
Og så er FB en charmerende klub at komme ud og møde - og man ved jo aldrig, om man kommer til at møde den nye Preben Elkjær”.

Trænerteamet kan vælge blandt følgende spillere til pokalkampen:
Casper Hauervig (mål)
Oliver Børner Thorup (mål)
Rasmus Møller
Anton Basbas Pedersen
Frederik Ellegaard
Emil Wass
Oliver Angus
Lucas Koch
Christoffer Thrane
Simon Holden
Albert Nørager
Marcus Hørbye
Alessio Alicino
Silas Trier Madsen
Emil Mygind
Gustav Overgård Hansen
Mican Atici
Christian Espersen Troelsen