AB taber til Thisted

AB Gladsaxe spillede i dag mod Thisted FC på Sparekassen Thy Arena. Spillerbussen var kørt fra Skovdiget kl. 7, men det var ikke med trætte ben, at AB-spillerne gik ind til kampen. Der var fight og godt spil fra første minut. Alligevel måtte AB skuffet forlade banen med et nederlag på 1-0.
AB var det bedst spillende hold i 1. halvleg, og der var flere chancer. Chancerne kom efter opspil med stor fart, men spillerne kom for sent til bolden.
AB stod godt på banen, og havde fint presspil, som ofte resulterede i, at Thisted mistede bolden og flere gange sendte bolden ud over sidelinjen. Thisted havde også deres chancer, men bolden landede over mål eller Jonathan Fischer klarede skuddet. Christoffer Thrane bliver fældet lige udenfor feltet – men var der gult eller rødt kort for sidste mand? Kortet var gult, og det efterfølgende frispark sendte Mathias Kisum over mål.
AB får endnu en stor chance efter hjørnespark, hvor Christoffer Thrane er tæt på at få sat foden på. Kort efter laver Thisted en omstilling, men AB’s forsvar trak tæt sammen og chancen løb ud i sandet. Emil Wass sender et godt skud afsted, men mål blev det ikke til. Jonathan Fischer måtte hive en verdensklasseredning frem få minutter efter, hvor en Thistedspiller sender et skud op i krydset.

 I 2. halvleg tager Thisted lidt over, og får flere gode og store chancer. Det større pres ender med et godt skud, der ender helt nede ved stolpen og i mål til Thistedføring 1-0. AB sætter en god afslutning i gang med pres og hurtige aktioner frem ad banen. En afslutning fra Frederik Ellegaard ender på overliggeren, og i slutningen af kampen har Alex Loughlan et par afslutninger, som dog ikke resulterer i mål. Jonathan Dahl-Bagger bliver i kampens slutfase fældet – set udefra kunne dommeren have dømt straffespark.

 Kampen slutter med en sejr til Thisted FC, der i næste weekend kan tage turen til Hillerød i den fortsatte kamp om en af de to oprykningspladser. AB spiller 15. maj kl. 13 mod HIK på Gladsaxe Stadion.

Cheftræner Patrick Birch Braune siger efter kampen: ”Vi spiller egentlig en rigtig fin kamp i dag. Jeg synes, vi har et rigtig godt udtryk. Jeg synes godt, vi kan gå til pausen med en føring. Det får vi desværre ikke. Vi starter 2. halvleg OK, men i en periode, kommer vi til at stå lidt på bagkant. Der er de dygtige og har det fornødne held til at få en føring. Vi rammer overliggeren kort tid efter, så det falder ikke lige vores vej. Jeg synes, vi får lagt et fint tryk til sidst, men uden belønning. Vi får skabt mange farlige situationer og med lidt mere kynisme, kunne vi have fået 1 eller alle 3 point”.

Startopstillingen til dagens kamp med ud- og indskiftninger:
Jonathan Fischer
Mads Vang - 76 Alex Loughlan
Anton Basbas Pedersen
Rasmus Møller
Silas Trier Madsen
Lucas Koch - 70 min. Albert Nørager
Simon Holden
Emil Wass - 76 Alessio Alicino
Frederik Ellegaard - 84 Jonathan Dahl-Bagger
Christoffer Thrane - 84 Emil Mygind
Mathias Kisum

Læs også Gladsaxe Bladets reportage fra kampen: https://www.sn.dk/gladsaxe-kommune/tabte-i-thy/