AB vinder 1-0 i transitionskamp

AB Gladsaxe spillede tirsdag transitionskamp mod Fremad Amager. Transitionskampe skal give kamptid til de 1. holdspillere, som ikke har fået så meget spilletid i 2. division og give udvalgte spillere fra U19 mulighed for at vise sin fodboldkunnen og afprøve sig på et højere niveau. For alle handler det om at vise sig frem i forhold til spilletid på 1. holdet.

Trods det regnfulde efterårsvejr var det en god kamp, som blev spillet i højt tempo og med stor energi. AB vandt 1-0 på en flot scoring af Ardit Nesimi efter et præcist indlæg fra Lucas Koch.

Efter kampen sagde Stefan Payberg Larsen: ”En rigtig fin kamp i dag. Det er svært at forberede sig til kampen. Vi kender jo ikke rigtigt den modstander, vi er oppe i mod. Vi bruger de første 5 minutter på hurtigt at justere og derefter lægger vi pres på. Vi begynder at fange bolde og se gode ud. Vi spiller som et hold men mangler lige det sidste, så havde vi scoret nogle mål, i første halvleg.

I anden halvleg kommer der flere af de unge ind og vi har nogle momenter i starten, hvor vi skal finde ind i den måde, vi gerne vil spille på. Alt i alt spiller vi som et hold, der er bedre end Fremad Amagers individuelle udtryk. Stor ros til det arbejde der bliver lavet på Skovdiget. I ungdommen og hele vejen op, der er en tydelighed hos spillerne, der bare gør det nemt for spillerne at finde sammen på banen. Jeg synes vi spillede en fremragende kamp”.