Ærgerligt nederlag

AB Gladsaxe mødte i dag B.93 på Gladsaxe Stadion. Der var lagt op til en tæt og spændende kamp mellem to mandskaber, der spiller hurtigt og offensivt. Kampen endte med et nederlag til AB på 1-2 efter føring på 1-0 ved pausen.

AB havde et hav af chancer ikke mindst i 1. halvleg og kunne sagtens have ført med mere end 1-0 ved pausen. Der var godt og fremadrettet spil mellem Adnan Curovic, Frederik Ellegaard og Frederik Christensen i den ene side, og i den anden side huserede Lucas Koch og Mathias Kisum. Forsvaret stod godt med Rasmus Møller og Anton Bas Bas Pedersen, som stabilt omdrejningspunkt.

Alligevel førte de mange chancer i starten af kampen ikke til mål. Først efter 14 min. kommer Emil Wass fri og kan skyde frit for mål. Det gør han og sender bolden over B.93s målmand til føring 1-0. Det var igen en kamp, hvor holdet producerede gode chancer, men hvor den sidste og afgørende skarphed manglede. B.93 havde også deres chancer, men de fleste løb ud i ingenting i 1. halvleg.
Desværre måtte Sylvester Seeger Hansen gå ud med en skade efter 20 min. spil. Han blev erstattet af Simon Holden.

B.93 skiftede 3 spillede ud i 2. halvleg. Om det var taktisk snilde fra B.93s trænerteam, er svært at sige. Det gav dog flere chancer til B.93, der fik en større del af spillet. B.93 kombinerede med små afleveringer, der til sidst førte til en afslutning, som gik i mål bag Oliver Børner og dermed udligning til 1-1 efter 59 min.
Efter 69 min. får B.93 en omstilling, og en helt fri spiller kan score til føring 2-1. AB har efterfølgende store chancer for udligning. I dommerens overtid har Frederik Christensen en stor chance, men afslutningen er igen ikke skarp nok.

Det blev igen en kamp, hvor holdet producerede gode chancer, men hvor den sidste og afgørende skarphed manglede. En flok skuffede spillere måtte indkassere et nederlag, som på trods af stort initiativ, løbevillighed og gode kombinationer ikke endte med en sejr.

Efter kampen sagde cheftræner Patrick Birch Braune: ”Det er en tom fornemmelse at stå med. Det er rigtig ærgerligt at tabe kampen. Jeg synes, at præstationen er rigtig fin, og at vi langt hen af vejen spiller den kamp, vi gerne vil.

Vi vidste godt, at der ville komme chancer i begge ender og det kom der også. Vi synes, at vi skaber flere chancer end B. 93 og havde vi haft mere held, så havde vi også fået 3 point. Men en rigtig god kamp af os og hvis vi evaluerer på vores præstation på kampen, så kan vi kun være tilfredse. Ærgerligt er det dog, at vi ikke får point eller vinder kampen, men præstationen tager vi med til næste weekend”.

Startopstilling:
Oliver Børner
Adnan Curovic
Anton Basbas Pedersen
Rasmus Møller
Lucas Koch
Frederik Ellegaard
Emil Wass
Sylvester Seeger-Hansen
Silas Trier Madsen
Mathias Kisum
Frederik Christensen

Fra banen gik:
Sylvester Seeger-Hansen
Emil Wass
Silas Trier Madsen
Frederik Ellegaard
Mathias Kisum

På banen kom:
Simon Holden
Alessio Alicino
Alex Loughlan
Albert Nørager
Mads Vang

Næste kamp: Lørdag den 2. oktober 2021 kl. 14.00 mod Aarhus Fremad på Riisvangen Stadion.
Næste hjemmekamp: Søndag den 10. oktober 2021 kl. 13.00 mod Kolding IF på Gladsaxe Stadion.

Foto: AB Forever.