Nederlag til HIK

Det så før kampen ud til at blive et snævert opgør om 2. pladsen i rækken, og det blev det også. Desværre endte kampen med 2-1 til HIK. Trods en lidt anderledes sammensat trup grundet skader og karantæner, havde AB Gladsaxe spillet i 1. halvleg og det gik ofte stærkt, når bolden blev spillet rundt.
Det blev alligevel HIK, der fik den første chance, hvor bolden danser på AB-stregen, før en forsvarer får sparket den langt væk. Så kommer der en del chancer til AB, men chancerne blev ikke omsat i mål. Det blev dog HIK, der bragte sig foran, selvom der i situationen burde være mere koldblodighed. Der bliver ikke clearet godt nok i feltet, og bolden ryger ud til en HIK-spiller, der kan sende den i mål på et godt skud uden for feltet. HIK fører 1-0 ved pausen.

Det så ud til at 2. halvleg skulle få en fin start, da Sylvester Seeger-Hansen allerede efter 2 min. efter et godt indlæg fra Lucas Koch sendte et hovedstød tæt forbi mål.
Et forsvarskoks gav HIK chancen for at øge føringen, og det gjorde de så med få afleveringer og en helt fri spiller, der nemt kunne sende bolden i mål til stillingen 2-0.

Et af flere lyspunkter var Alessio Alicino, der finder Frederik Christensen med en elegant aflevering, men desværre ingen reducering. Kort tid efter var den lille midtbanekreatør på spil igen, og med en skarp aflevering finder han Frederik Ellegaard, der sendte bolden i mål til stillingen 1-2.

I overtiden får AB Gladsaxe hele to afslutninger fra nært hold på målmanden, som ved begge skud får stillet sig i vejen. Selvom AB Gladsaxe havde hovedparten af spillet, så var det ikke nok til en sejr.

Umiddelbart efter kampen siger cheftræner Patrick Braune: ” Det var et super ærgerligt nederlag, vi fik i dag. Jeg føler, at vi sidder på 90 minutter af kampen. Det er desværre ikke nok nogle gange. Det er sådan et nederlag, der gør rigtig ondt, når man føler, at man er bedre end modstanderne og sidder på det.

Men faktum er, at HIK laver to mål og vi laver et. Vi skulle have lavet flere mål og været mere kyniske i de omstillinger, de fik. Men vores præstation kan vi i den grad arbejde videre med og det er det vi fokuserer på. Selvom vi ikke får resultatet med i denne kamp, så er det en markering af, at vi til næste sæson, vil tage et skridt videre, for vores præstationer er rigtig gode. Vi skaber de chancer, der skal til, vi skal putte nogle flere mål ind, men det er jeg også sikker på, at vi nok skal gøre fremover. Så en lidt tom fornemmelse her efter kampen med en rigtig flot præstation, men ikke noget resultat”.

Start 11’veren til dagens kamp mellem AB Gladsaxe og HIK:
16 Jonathan Fischer
5   Adnan Curovic
4   Christian Enemark
2   Rasmus Møller
15 Lucas Koch
6   Daniel Warmbach
22 Silas Trier Madsen
10 Sylvester Seeger-Hansen
3   Philip Oslev
9   Emil Mygind
26 Frederik Christensen

Ud gik:
3   Philip Oslev
10 Sylvester Seeger-Hansen
9   Emil Mygind
6   Daniel Warmbach

På banen kom:
21 Alessio Alicino
7   Frederik Ellegaard
24 Emmanuel Bio
20 Marcus Hørbye


Foto: AB Forever

Læs også Gladsaxe Bladets reportage:
https://www.gladsaxebladet.dk/2021/05/tabte-kampen-om-andenpladsen/

Sæsonens sidste kamp er lørdag den 5. juni kl. 15.00 mod AB Tårnby, hvor 2. pladsen stadig er i spil.