Storsejr til AB Gladsaxe over Avarta

Der var Skærtorsdag lagt op til en spændende kamp, hvor AB Gladsaxe tog imod Avarta på Gladsaxe Stadion. Kampen gav et godt mål med hovedet af Christian Enemark, et flot mål af Tobias Noer og et pragtmål af Christian Enemark, et straffespark, som Frederik Christensen omsætter til mål, og et rødt kort til Avarta, som også tog 4 gule kort med hjem til Espelunden.

Resultatet til trods var Avarta meget godt med de første 30 min., og havde bl.a. et indlæg, der ramte overliggeren. Allerede efter 12 min. kom AB foran 1-0 og kort før pausen blev det til 2-0. Modsat 1. halvleg kom AB ud til 2. halvleg med stor energi og målrettethed. AB satte sig på kampen, og 6 min. inde i 2. halvleg fik Avarta en udvisning for en grov tackling på Sylvester Seeger-Hansen. Herefter stod der AB på resten af kampen, hvor AB fordoblede målscoringen, så kampen sluttede 4-0.

Efter kampen siger en glad og tilfreds cheftræner Patrick Braune: ” Det er en meget tæt kamp i starten. Vi vidste, at vi skulle møde et Avarta hold med stor selvtillid. Vi forsøgte derfor at lade dem komme frem på banen, så vi kunne få nogle omstillinger på en hurtig våd bane. Det blev en åben og svær kamp. Vi spiller med stor modenhed og lader Avarta om at få de gule kort. Vi gør mange taktiske ting rigtigt i dag. Vores presspil fungerer ikke i de første 10-15 minutter, så vi ændrer planen.

Vi følte, at vi hele tiden er et taktisk træk foran. Spillerne kan godt være stolte af den fleksibilitet, vi spiller med, hvor vi kan ændre spillet flere gange undervejs. Vi spiller i det hele taget en stor kamp og laver nogle flotte mål. Da vi kommer i overtal, spiller vi powerplay med hurtig boldomgang. Vi bliver overhovedet ikke ramt af nogle omstillinger. Det havde vi arbejdet meget på til træning, at vi skulle undgå.
Vi ser allerede frem mod næste kamp mod Hillerød onsdag den 7. april og mod FA 2000 3 dage senere. Vi har fuldt fokus på, at vi bliver ved med at have et højt point gennemsnit”, slutter Patrick Braune.

Foto: AB Forever.

Læs også Gladsaxe Bladets referat af kampen: https://www.gladsaxebladet.dk/2021/04/klassekamp/


Startopstillingen var:
16 Jonathan Fischer
5 Adnan Curovic
4 Christian Enemark
2   Rasmus Møller
19 Albert Nørager
18 Simon Holden
8 Tobias Noer
22 Silas Trier Madsen
10 Sylvester Seeger-Hansen
27 Mathias Kisum
26 Frederik Christensen

Ud gik:
Tobias Noer
Silas Trier Madsen
Adnan Corovic
Sylvester Seeger-Hansen
Simon Holden

På banen kom:
Emil Mygind Jensen
Daniel Warmbach
Rasmus Grosen
Emmanuel Bio
Alessio Alicino