Et fyrtårn i dansk fodbold er gået bort..

Jeg har netop her til morgen modtaget den meget kedelige besked, at Jørn Kønig, æresmedlem i både H.I.K. og Divisionsforeningen her til morgen pludselig er gået bort.

Så sent som i fredags talte jeg med ham i telefonen, så det er meget pludseligt. Jørn var ud over at være en god personlig ven også en rigtig god ven af AB.

 

I sit fodboldpolitiske liv var han i mange år bestyrelsesmedlem i Divisionsforeningen, hvor han tillige var kasserer, han var et skattet medlem af programudvalget, dommerudvalget og i flere af de seneste år formand for 2. div. udvalget og arkitekten bag mange fornyelser.

 

Jørn startede sin fodboldkarriere i B1903 som lilleput bl.a. sammen med Christian Andersen. I mange år var han også et stort fyrtårn på banen grundet sin højde. Efter sin egen fodboldkarriere har Jørn i mange år været en fantastisk leder og støtte for HIK´s fodboldafdeling og dette helt frem til sin død.

 

Jørn var senest sammen med borgmester Hans Toft i stadionudvalget en væsentlig kraft til at få reformeret det gamle Gentofte Stadion til det dejlige nutidige stadion som  nu ligger der.

 

Få har været med til så meget i dansk fodbold som Jørn og han har gennem årene sat mange markante aftryk til hvor vi er i dag. Jørn var bl.a. den første herhjemme som skrev en fodboldkontrakt overhovedet, det går der fantastiske historier om som han også selv yndede at fortælle. Det var altid underholdende at være sammen med Jørn, og han havde altid tid til at støtte op om både de store og små klubber.

 

Vores tanker går til Jørns kone Vipse, hans børn og børnebørn samt den øvrige familie.

 

Æret være Jørns minde,

Torben Oldenborg