Uafgjort i sidste kamp

Det var en hundekold aften i Roskilde Idrætspark, hvor AB Gladsaxe mødte FC Roskilde. Det endte med 1-1, hvor AB spillerne trods stor energi og fight ikke fik omsat et stort antal chancer til at de kunne tage en sejr med hjem. En meget underlig kamp som på nogle tidspunkter var præget af underlige clearinger uden adresse fra begge hold. Banen gjorde også sit til, at det ikke blev det fine spil, som AB ellers praktiserer.
FC Roskilde har beskrevet AB-holdet som solide og teknisk stærke, hvilket der i perioder kunne ses. Til denne kamp må dog også tilføjes manglende skarphed foran mål i begge felter. Held skulle der også til og dygtigt målmandsspil.
Roskilde kom bedst fra start med et par gode chancer, som dog ikke førte til mål. AB havde ikke det store i 1. halvleg, men kort før pausen kom Mathias Kisum igennem og kunne score fladt på Roskildes målmand til føring 1-0.

FC Roskilde-spillerne kom ud fra pausen med stor energi og pressede sig frem på banen. AB var slet ikke klar, og der gik kun 17 sekunder, før FC Roskilde havde udlignet. Det blev en drømmestart på 2. halvleg for FC Roskilde, men så tilspillede AB sig atter initiativet. AB fik flere chancer, men det var kun lige ved. FC Roskilde havde også chancer for at bringe sig foran. Den absolut største chance endte med vel nok sæsonens største afbrænder. En FC Roskilde-spiller dribler frem på banen og løber fra AB-forsvaret og ind i feltet, hvor han runder Jonathan Fischer. Han skulle så bare sparke bolden ind i en lidt akavet vinkel, men netop i skudøjeblikket kom Albert Nørager ind foran og fik flot prikket bolden til hjørne.
AB pressede mest på i resten af kampen, men i det 88. minut fik FC Roskilde et frispark tæt på feltet, og kun takket være en flot redning af Fischer, kunne kampen slutte uafgjort.

Efter kampen sagde en skuffet cheftræner Patrick Birch Braune: ”Det var en besynderlig kamp -hverken kønt eller værdigt. Vi får masser af chancer, med de får også nogen i den anden ende. Vi er slet ikke skarpe nok, selvom vi også får skabt chancer nok til at vinde.
Der er rart, at efteråret nu er overstået. Der har været en masse polemik omkring denne kamp. Behandlingen af udsættelsen har været under al kritik, og det har vi også gjort opmærksom på.
Men nu er kampen overstået, og vi fik et point - det er skuffende. Jeg synes, at vi var bedre end Roskilde og havde fortjent mere”.

Nu kan alle gå på en velfortjent vinterpause, og vi glæder os til at kunne fortælle mere om opstart og træningskampe i det nye år.

 Startopstillingen:
16 Jonathan Fischer
4   Christian Enemark
5   Adnan Curovic
6   Daniel Warmbach
7   Frederik Ellegaard
8   Tobias Noer
10 Sylvester Seeger-Hansen
13 Rasmus Grosen
19 Albert Nørager
26 Frederik Christensen
27 Mathias Kisum

Ud gik:
Tobias Noer
Sylvester Seeger-Hansen
Daniel Warmbach
Frederik Ellegaard
Frederik Christensen

Ind kom:
Simon Holden
Marcus Hørbye
Emmanuel Bio
Emil Mygind
Jonathan Dahl Bagger