Kyniske OB sendte AB ud af pokalturneringen

(Gladsaxe) Der var forskel på holdene i DBUs pokalturnering, da AB havde besøg af OB fra Superligaen. Det var en velspillet opgør på det velplejede græstæppe og mere jævnbyrdig end cifrene umiddelbart fortæller.

Det var AB, der i begyndelsen af opgøret havde initiativet, da cheftræner Michael Madsen havde bebudet en slags ”overfaldstaktik” i pokalkampen. Det tegnede til at virke, da de blåstribede fynboer havde svært ved at holde ABs angrebsivrige og aggressive mandskab stangen. De blev til et par chancer, hvor blandt andet, Lucas Petersen efter en halv snes minutter sparkede forbi målet efter en blokering i OBs forsvar.

En del af de 1.210 tilskuere håbede på en sensation, men som lyn fra en klar himmel, bankede den tidligere FCK-spiller Bashkim Kadrii – i sin første kamp for OB - bolden op i hjørnet, som en projektil fra 30 meters afstand helt uden chance for ABs målmand, Oliver Børner til 1-0. Det skete efter godt 20 minutters spil. Pludselig ændrede opgøret karakterer, og blot en håndfuld minutter senere øgede fynboerne til 2-0, da ABs målmand satsede på et fremstød, men OBs Ryan Johnson Laursen var hurtigst og snittede bolden i nettet. Det blev også 3-0 inden pausen, Nicklas Helenius, driblede på tværs og elegant drejede bolden ind i det ene målhjørne.

I pausen skiftede AB tre spillere, da Albert Nørager og Nichlas Rohe kom ind i stedet for Adnan Curovic og Sylvester Seeger Hansen, ligesom også Armend Aslani kom på banen i stedet for Daniel Elly.

Ikke udspillet

Det var positivt, at AB på ingen måde gav op i de sidste 45 minutter, og de broderede sig ofte igennem på kanterne, men den afgørende afleveringen ind i feltet var ikke nøjagtig nok. Det blev blot til en håndfuld tilfældige chancer til AB, mens OB var langt mere kyniske, da Nicklas Helenius erobrede bolden fra en AB-spiller og scorede til 4-0 efter et kvarters spil i 2. halvleg.

ABs målmand, Oliver Børner, fik vist sine glimrende reflekser og havde et par klasse redninger i slutningen af opgøret. Det var tydeligt, at fynboerne var hurtige og havde et ekstra gear, men generelt kan AB-spillerne være tilfredse med indsatsen, da de på intet tidspunkt blev udspillet i opgøret.

ABs 100 kampjubilar, Matti Olsen, blev helt fortjent kåret til hjemmeholdets bedste spiller. Han vandt mange nærkampe og gik forrest med enorm vilje og effektivitet, men hele holdet kan se tilbage på en fodboldmæssig oplevelse, som forhåbentligt kan bruges positivt, når Skovshoved kommer på besøg søndag eftermiddag på Gladsaxe Stadion, hvor en sejr og tre point vil være kærkommen til de grønblussede spillere!