Ny forstærkning i forsvaret

Denne sommer har budt på et par nye spillere, og en af dem er den 23 årige back Philip Nzeyimana Oslev. Philip er kommet til AB fra Skovshoved IF. 

I forbindelse med hans skifte har vi interviewet den dygtige forsvarsspiller, og spurgt ham ind til hans forventninger, samt styrker og svagheder. 

"Jeg valgte AB, da det er en stolt og traditionsrig klub, samt at jeg har hørt mange gode ting om klubben. AB har et godt setup, en god trup og ligesom mig selv, har klubben har store ambitioner - Så det er i mine øjne et perfekt match.

Jeg forventer, at jeg i år kan byde ind med noget vilje og gejst, som vil gavne holdet. Derudover forventer jeg at levere på et højt og stabilt niveau, give 100% hver gang jeg er på banen samt forhåbentlig at være med til, at bygge en mur foran vores eget mål.
Mine styrker på banen er klart min hurtighed, presspil samt min løbevillighed. Jeg er forsvarsspiller med stort F og sætter en ære i at forsvare målet!
Jeg vil gerne forbedre min teknik og blive mere drible stærk. Jeg har mistet min målnæse, men håber på at jeg finder den igen i løbet af denne sæson, så jeg kan få nettet til at blafre.

Indtil videre har det været super at være i AB. Gutterne har taget godt imod os nye, der er intensitet i træningspassene og jeg synes vi har set godt ud i træningskampene - Det ser ud til forhåbentlig at blive en god sæson."