AB er klar til kamp!

Akademisk Boldklub Gladsaxe møder onsdag FC Helsingør på Helsingør Stadion kl. 19.00. Selvom Helsingør har spillet i pulje 1 og AB i pulje 2, så har de to hold alligevel mødt hinanden i denne sæson. Det gjorde de i pokalturneringen på Gladsaxe Stadion 6. august 2020, hvor AB vandt med 2-0.

AB ligger nu nr. 4. i oprykningsspillet efter den flotte sejr over Vanløse i lørdags. Helsingør ligger på 1. pladsen, en placering de stort set havde i pulje 1 fra første fløjt i denne sæson og stadig har i oprykningsspillet.

Cheftræner Patrick Birch Braune giver onsdagskampen disse ord med på vejen: ”Helsingør er et rigtig godt hold. Jeg har set alle deres kampe, som de har domineret stort i næsten alle kampe. De er kommet lidt tungt fra start efter genstart af turneringen med et par nederlag, og er nu voldsomt presset i forsøget på oprykning til 1. division.

Det er nok det stærkeste hold spiller for spiller og også dem, som har det stærkeste setup omkring holdet. Det er top professionelt styret. Det bliver spændende at møde et tophold og tilmed på deres nye stadion. Vi skal skabe et resultat og går efter sejren”, slutter Patrick.