Ny cheftræner i Akademisk Boldklub Gladsaxe

Patrick Birch Braune bliver den nye cheftræner i Akademisk Boldklub Gladsaxe

Det er en klubmand, der kender klubben ind og ud som nu får overdraget nøglerne til klubbens 1. hold i 2. division for den kommende sæson.

 

Patrick kommer fra en intern stilling som klubbens talentchef og vil frem til 30/6 fortsat varetage denne rolle frem til klubbens nye talentchef tiltræder.

Patrick har af flere omgange tidligere været omkring klubbens førstehold og har selvfølgelig en ballast med derfra. Patrick var hjælpetræner under Kasper Kurland i sæsonen 2010-2011. Senere under Per Frandsen trådte Patrick til som assistenttræner. Sidst men ikke mindst assisterede Patrick for 2 sæsoner siden Ove Christensen og Søren Bjerg i 1. div.

 

Bestyrelsesformand Torben Oldenborg udtaler,

”Vi er rigtig glade for at kunne give en så dygtig træner med ægte klubfølelser denne store mulighed. Patrick har om nogen skabt det kuld drenge, som lørdag med en kamp i hånden suverænt vandt U-19 divisionen. Mange af disse er at finde på klubbens 1. hold fra næste sæson, flere rykkede allerede op sidste sæson, og det gensyn flugter ganske fint med at Patrick nu igen får disse spillere at arbejde med blot på seniorniveau.

Det er en teknisk meget dygtig og veluddannet træner som nu overtager holdet og et kraftigt signal fra klubbens side om, at AB fremadrettet vil indlemme flere egne spillere fra klubbens eget talentakademi og ikke mindst også bruge disse i truppen”

 

 

Patrick Birch Braune udtaler,

”Jeg glæder mig rigtigt meget til udfordringen, jeg har taget den lange vej igennem klubbens eget talentakademi som træner igennem mange år. De fleste af de U-19 spillere som i lørdags vandt U19 divisionen har jeg trænet siden 10 årsalderen. De sidste 5 år har jeg været cheftræner på U17 og U19 med flotte resultater og uddannet en masse dygtige spillere, hvorfra flere allerede spiller divisions- og superligafodbold. Ind imellem har jeg været assistent til flere cheftrænere i klubben og også fået en masse god indsigt derfra”