Ærgeligt pointtab

Af NIELS TORP

 

(Gladsaxe) Der var lagt op til en vaskeægte topkamp på Gladsaxe Stadion søndag, hvor de kommunale banefolk havde præpareret et smukt græstæppe til det vigtige opgør i toppen af 2.division.

Det blev et intenst og tempofyldt kamp i det herlige solskinsvejr, hvor både topholdet, Middelfart og AB Gladsaxe (på tredjepladsen), ind imellem viste højt teknisk fodbold, og det var tydeligt, at begge hold havde gensidig respekt for hinanden. Det betød, at mandskaberne ofte spillede med lange bolde og håbede derefter at vinde de såkaldte ”andenbolde”.

I de første 45 minutter var der ikke mange målchancer, men det var gæsterne fra Fyn, som var tættest på, da de ramte overliggeren med et godt forsøg efter en halv snes minutter. I begyndelsen var det Middelfart, som havde overtaget, men med god energi og vilje kæmpede et lidt svækket AB - hold (flere karantæner og skader) sig tilbage i opgøret. Rasmus Tangvig viste sin hurtighed, da han smuttede til baglinjen, men desværre blev hans tværpasning ikke omsat i mål.

Yonas Nielsen kæmpede ihærdigt i angrebet og han formåede at presse modstanderne med sin aggressivitet. Første halvleg ebbede ud og det var AB som sluttede bedst af.

 

Det blev også AB, som kom bedst ud til de sidste 45 minutter. Spillerne kæmpede om hver bold og der var aggressivitet over hele linjen. I det 53.minut gav det pote, da Jannick Skov Hansen vandt en af sine mange nærkampe og stak mod baglinjen, hvorfra han hurtigt så Yonas Nielsen i fri position og han svigtede ikke, da han sikkert sendte bolden i nettet.

Det var tydeligt, at målet til 1-0 gav hjemmeholdet mere selvtillid, og der blev spillet med overskud og vist god fodbold med dybe stikninger og hurtige pasninger. I de næste minutter havde Matti Olsen (en af kampens store spillere) et langskud over mål og få minutter senere var det Sebastian Lassen, som sendte et hovedstød tæt forbi modstandernes stolpe. De fleste tilskuere ventede på, at hjemmeholdet ville lukke og slukke kampen til 2-0. Rasmus Tangvig fik en stor chance i det 82 min. på højre kanten og efter et par træk hamrede han bolden på overliggeren og afgørelsen udeblev desværre!

De 350 tilskuere havde indstillet sig på tre point til AB, da der pludselig opstod en ”løs” chance til Middelfart, hvor bolden blev spillet ind foran mål, hvor den ramte den ene opstander og røg ud til en Middefart spiller, som tog et træk ind i banen. Hans afslutning ramte en Phillip Oslev på hånden, og dommeren dømte korrekt for straffespark, da der manglede et par minutter. Casper Johansen fra Middelfart scorede sikkert på den store chance og udlignede til 1-1 til stor frustration og skuffelse for spillerne og de mange trofaste fans.

AB mangler to kampe i grundspillet ude mod Skovshoved og hjemme mod Brønshøj – før klubben bliver parret mod top 6 holdene fra de to grupper. Der er stadigvæk en optimisme og vilje hos spillerne og der var mange gode præstationer i dagens kamp. Det er dejligt at se, at mandskabet og trænertemaet har en tro på, at der stadigvæk er mulighed for at avancerer til 1.division.

AB skiftede Nicklas Rohde ind i stedet for målscoreren, Yonas Nielsen, ligesom også Sebastian Elvang blev udskiftet med Anis Slimane.

Der var ”kun” 350 tilskuere til topkampen, hvilket er lidt skuffende. Til kampen mod Brønshøj lørdag den 13. april kl.14.00 på Gladsaxe Stadion er der gratis adgang for alle Gladsaxe-borgere, så det er håbet, at der kommer en del flere tilskuere på lægterne!