Flot comeback sikrede ét point

Tidligere i dag blev kampen mellem AB Gladsaxe og Frem spillet på Gladsaxe Stadion. Det var den første hjemmekamp i slutspillet. På trods af de mange restriktioner på grund af corona-reglerne for afvikling af kampe, så forløb alt udenfor banen til stor tilfredshed. Tak til publikum for at komme og se fodbold sammen – på afstand.

På banen blev det en blandet kamp for AB. En 1. halvleg hvor det var rigtig svært for AB at få spillet til at fungere, og hvor Frem kom foran 1-0 på et pragtmål fra distancen. Inden pausen kom Frem på 2-0 på en omstilling. I 2. halvleg kom AB bedre med og fik først reduceret på straffe, og senere udlignet på et godt placeret frispark.

Cheftræner Patrick Birch Braune var ikke helt tilfreds med kampens forløb. ”Der er masser af energi, men det er dybt utilfredsstillende, at vi har arbejdet på at lukke af og vi så ikke formår det. Vi skal fortsætte på træningsbanen og arbejde på det defensive. Vi skal undgå at få omstillinger imod os. De går højt op på os og det giver os problemer, selvom jeg i flere tilfælde føler, at vi får spillet os ud af det. Da vi først kommer bagud med 2 mål, så skal vi jo ikke spille poleret spil, men krige os ind i kampen og få skabt chancer.

I pausen var vi enige om at kigge indad og se på, hvad vi kunne gøre bedre. Det viste vi fra 2. halvlegs start. Vi går ud til 2. halvleg i troen på, at vi kan vende kampen og også vinde, så mentaliteten er, som den skal være. Vi skulle være skarpere på afleveringerne og ikke gøre dem svære for hinanden.

Vores udskiftningsplan går i stykker, da Yonas må gå ud med en skade efter kort tid. Warmbach og Noer må også gå ud med småskader. Det er også derfor, vi kun får brugt 4 af de tilladte 5 udskiftninger.

Helt positivt var det at se Jonathan Dahl Baggers indhop. Han gav stor energi på kanten og satte tempo ind i angrebsspillet. Han fik også tilkendt et straffe. Vi var ikke dygtige nok i dag til at få alle 3 point, men med et godt comeback fik vi 1 point. Det er positivt nok, og vi skal bruge de resterende fire kampe i slutspillet på at blive bedre.

Hvis vi ser ud over skuffelsen, så var der mange gode ting også, som vi kan bygge videre på. Og så skal vi heller ikke glemme, at Sylle scorede på straffespark, og også satte et fantastisk mål ind på frispark” slutter Patrick.

Næste kamp er allerede på onsdag den 24. juni kl. 19.00 på Gladsaxe Stadion, hvor modstanderen er Avarta.

Alle skal købe billet til kampen, så gå ind i Shop’en på www.ab-fodbold.dk. Læs også de tidligere indlæg på hjemmesiden om retningslinjer for tilskuere og billetsalg.

Udskiftninger:
Yonas Nielsen 9. min. ←
Frederik Rasmus Christensen
Daniel Warmbach 65. min. ←
Simon Holden
Frederik Ellegaard 65. min. ←
Jonathan Dahl Bagger
Tobias Noer 75. min. ← Emil Mygind Jensen

Advarsler:
Daniel Warmbach
Frederik Rasmus Christensen
Seejou King