Nichlas Rohde stopper

Efter 6,5 år i AB-trøjen har Nichlas Rohde valgt at stoppe i Akademisk Boldklub Gladsaxe. En ganske særlig spiller som fortjener nogle ord med på vejen.

 

Cheftræner Patrick Birch Braune siger: “Det er med en vis ærgrelse, at Rohde nu stopper. Han er den spiller, der har været her i længst tid. Rohde har altid været garant for nogle mål, og så viser han altid god opførsel på og udenfor banen. Han er en helt igennem sympatisk fyr og et menneske, som jeg har den dybeste respekt for. Jeg ønsker Rohde held og lykke i fremtiden”.

 

Nichlas Rohde uddyber: “Jeg har haft en fantastisk tid i AB, som jeg med glæde vil se tilbage på. Jeg har spillet med en lang række spillere og haft forskellige trænere. Jeg har knyttet bånd til mange gennem de 6,5 år, som jeg har været i klubben. Jeg har været med til at rykke ned to gange og op en gang. Så det har været nogle spændende år, men også gode år, hvor jeg har haft det godt i klubben. Den senere tid har dog vist mig, at jeg gerne vil bruge meget mere tid på min familie og derfor kan jeg ikke træne så meget mere”.

 

Vi vil alle huske Nichlas Rohde for lang og tro tjeneste i AB-trøjen. Det mål, som de fleste nok - også langt ud i fremtiden - særligt vil huske er, da Rohde 9. juni 2014 i dommerens overtid på Gladsaxe Stadion scorer og sikrer AB’s forbliven i 1. division.

Held og lykke Rohde!