Mit AB - Af Allan Petersen

Mit AB er historien om hvorfor netop denne klub har en særlig plads i hjertet, og hvad man har af drømme fremadrettet.

Tankerne bag dette projekt bygger på, at vi i hverdagen skal huske hinanden på, hvorfor Akademisk Boldklub fylder så meget. Derudover giver vi folk et usædvanligt indblik i de tanker der er omkring klubben, vi giver inspiration internt og sidst men ikke mindst kan det vise andre, hvorfor der er masser af perspektiv i en klub som AB, uanset hvilken rolle man indtager.

De adspurgte er alt fra fans på tribunen, folk i administrationen, bestyrelsesmedlemmer, amatørafdelingen, trænere, spillertruppen, partnere og ungdomsspillere.

Den næste i rækken er Allan Petersen, som er fast mand på lægterne uanset om det er ude eller hjemme. Om så turen i den lille bil skulle tages alene, så har Allan ofte taget turen over bæltet for at følge sin klub. Ved Allans skrivebord på Gladsaxe Rådhus hænger den seneste kampplakat, og skal klubben have hjælp, så er han altid klar til at træde til. Her følger Allans historie.

- Min indgangsvinkel til AB, var vel dengang AB hørte til de største klubber i københavnsområdet og spillede i det der dengang hed 1. Division (Svarende til nutidens Alka Superliga, red.), hvor hjemmekampene blev afviklet i Idrætsparken. 

- Det var dengang at der var 2 kampe om søndagen, henholdsvis kl. 13:15 og kl. 15:30. Da AB stod for noget rigtigt godt teknisk fodbold, var det naturligt at AB blev det hold som jeg holdt med.

- Jeg har fulgt AB i mange år, det var et naturligt valg, da jeg næsten hele mit 64-årige liv har boet i Gladsaxe Kommune, men jeg var oger nok lidt af det man kalder en sportsidiot, hele mit liv har min store interesse været fodbold.

- Da AB startede med at spille hjemmekampe på Gladsaxe Stadion, var jeg en overgang kontrollør - en opgave jeg tog meget seriøst. Nu her senere er jeg reservespeaker til hjemmekampene, en opgave jeg efterhånden har påtaget mig en del år.

- ABs styrke som klub, er helt klart det sammenhold som man kan mærke når man kommer på anlægget, uanset alder og køn.

- Det er klart, at det var en skuffelse sidste sæson at rykke ud af den næstbedste række, men det er mit store håb at vi hurtigt kan vende tilbage. Der bliver arbejdet benhårdt, og her hvor vi mangler 4 kampe ser det jo fornuftigt ud. Jeg ved at holdet og ledelsen har opbakning fra os fans, og jeg er dybt imponeret over den støtte som AB FOREVER giver klubben kamp efter kamp, uanset hvor i landet AB spiller. Jeg håber inderligt at vi til foråret vil være et af de hold som rykker op. Jeg ved at alle i AB Forever vil gøre sit til at det lykkedes, gennem den store opbakning som de yder.

- Der er 2 oplevelser jeg vil mindes med glæde i den til jeg har fulgt AB. Pokalsejren over AaB på 2-1 den 13. maj 1999, hvor René Henriksen blev kåret som pokalfighter. DET var en stor dag! Og nedrykningskampen i Hobro for et par år siden, hvor var der nerver på helt til sidste fløjt, men hold da op en tur vi havde hjem til Gladsaxe, da overlevelsen var sikret.

- Lad der komme flere af de oplevelser, det er det der gør at man elsker dette dejlige spil. Jeg vil slutte mit lille indlæg, med at ønske AB al mulig held og lykke i fremtiden.

Vi takker Allan Petersen for et indblik i hans historie og forhold til AB, og glæder os allerede til næste uge, hvor der venter en ny historie!