AB udlejer stortalent til Brøndby

Akademisk Boldklub Gladsaxe har med start fra den 1. januar 2018, og 6 måneder frem, udlejet den talentfulde U17-målmand Jonathan Fischer til Brøndby IF.

Jonathan, som er på en længere aftale med AB, er kun 16 år, men spiller og træner allerede fast på U19 divisionsholdet, og har haft en støt stigende formkurve.

Talentchef Søren Bjerg om udlejningen
- Vi har i længere tid haft en god dialog med Brøndby, Jonathan og hans familie.
Det er ikke så ofte at, der bliver udarbejdet lejeaftaler i denne aldersklasse, men vi føler denne aftale er en win-win for alle parter.

- Jonathan har gennemgået en fantastisk udvikling i AB de senere år, og til trods for at han stadigvæk er U17-spiller, så træner han allerede fast med vores 1. senior hver mandag og har været fast mand på U19-holdet siden i sommer.

- Nu får han muligheden for at spille og træne blandt jævnaldrende på det absolut højeste niveau i Danmark. Han kommer til at gå i et miljø med landsholdsmålmænd, og spillere fra den øverste hylde, så vi forventer at få en endnu skarpere Jonathan tilbage.

- Samtidigt er det et godt signal for AB som talentudviklingsklub. Vi oplever en stor interesse for vores spillere, og det er vi naturligvis stolte over, da vi arbejder hårdt på at blive en vigtig faktor som talentudvikler i dansk fodbold.

Vi glæder os til at følge Jonathan Fischers udvikling, og ønsker ham alt det bedste i Brøndby!