U17 vandt også

I weekenden var AB's U17 mandskab også i aktion. Mens U19 drog vestpå, så måtte U17 sydpå hvor de besøgte Nykøbing FC. Det blev til en flot sejr på hele 4-2 efter scoringer af Frederik Christensen (x2), Anis Slimane og Nicklas Petersen.

Cheftræner Steffen Petersen glæder sig over sejren
- Det var en våd oplevelse da vi lørdag var en tur på Falster for at spille mod Nykøbing FC. Dog havde det regnet hele ugen, så spillerne var forberedt på at det ville blive en våd kamp. Vi kommer dog alligevel ud på en fornuftig bane, som faktisk er nogenlunde fast i underlaget, med undtagelse af den ene langside, hvor alt vandet fra vejen var løbet ned og dannede en hinde af vand, som var ret slem i 2. halvleg, men ellers var banen god.

- Vores drenge håndterede banen godt, som udover at være meget våd så også var både bredere og længere end hvad vi er vandt til at spille på. I det første kvarter af kampen så det ikke super godt ud, Nykøbing kommer til nogle chancer, men vi har nu også vores. Nykøbing scorer det første mål, men inden halvlegen udligner vi til 1-1.

- I omklædningen siger jeg ganske simpelt, stillingen er lige, og godt nok har de scoret, men det har vi jo også. Vi har skabt mindst lige så mange chancer som dem, hvis ikke flere og vores spil flyder fornuftigt. Vi skal bare lukke ned for nogle af de ting som gør dem farlige og derudover så være kyniske i den anden ende.

- Da vi går ud til 2. halvleg starter vi så med at lave et straffespark, og vi kommer bagud 2-1. Selvom vi er bagud, så tager drengene det stille og roligt, og de havde is i maven. De spillede bare videre og fortsatte med at skabe chancer og før vi havde set os om, så havde vi udlignet til 2-2.

- Til sidst begyndte Nykøbing at løbe tør for luft, hvor vi modsat bare kunne fortsætte og jeg vil vove at påstå at vi også skruede lidt op for tempoet i det sidste kvarter af kampen. Det resulterer i at vi scorer til 2-3 og igen til 2-4 da der var 2 minutter tilbage, og så var kampen afgjort.

- Jeg er meget tilfreds, og drengene spillede en god omgang fodbold. Det der fungerede godt for os, er holdets selvforståelse, i forhold til hvad vi kan, men også af hvad vi ikke kan. Kunsten er at spille godt på det niveau vi er på og med de spillere som nu spiller kampen. Det nytter jo for eksempel ikke noget at ligge ”FIFA afleveringer” ned i bagrummet til en spiller, som ikke er hurtigere end sin direkte modstander, men så må man spille ham god på en anden måde og arbejde ud fra det, hvilket jeg synes spillerne er hurtige og gode til at læse i løbet af en kamp, slutter cheftræneren.

ABs U17 ligger efter weekendens kamp på en 4. pladsen i U17 divisionen efter 5 spillede kampe. De spiller næste kamp på lørdag kl. 14:15 på hjemmebane i Skovdiget mod B.93.