2009-09-28
Lad det være sagt med det samme, FC Midtjylland har et godt U/19 hold og gør det generelt fint med deres ungdomshold, og det vidner statestikken fra kampprogrammet da også om: "Man skal helt tilbage til d. 21. marts 2009 for at finde det seneste nederlag til et af de to hold (U/17 og U/19 red.), da U/19 tabte 2-1 i Brøndby. Siden da er der gået 189 dage uden nederlag til U/17 og U/19 Liga holdene. Og endnu mere imponerende er det, når man konstaterer at U/17 holdet i denne periode har hentet 37 af 39 mulige point med en målscore på 40-11 og U/19 holdet har hentet 32 af 36 mulige point med en målscore på 37-9." Men det var meget ufortjent at de godt kæmpende AB drenge ikke fik 1 point med hjem til Skovdiget.
Kampen startede med AB dominans i de første 25 minutter, hvor ABerne spillede hurtigt med mange spillere i bevægelse og lykkedes med at komme frem til 3 store chancer. Den største tilfaldt Anders Holst der fra buen af feltet fik afsluttet lige forbi mål, i en situation hvor FCMs målmand ikke var på plads. ABs dominans sluttede brat da FCMs bedste, Rilwan Hassan fra Nigeria, brød igennem og fik spillet Mads Hvilsom fri til afslutning, 1-0. Meget ufortjent og FCMerne var da også jublende glade. Kort før pausen måtte AB skifte Rasmus Thelander ud med en lyske skade, det var ABernes 2. udskiftning eftersom Jonas Hagmann allerede måtte forlade banen efter 1 minut med et vrid i knæet.
Fra 2. halvlegs start havde ABerne igen fået mod på kampen og det var tydeligt at se i spillet. Efter 6 minutter fik Andreas Leth et frispark 30 meter fra mål. Det frispark besluttede Emil Kjærsgaard (billedet) sig for at sparke direkte op i "krogen". Et fantastisk mål! Det gav ABerne troen på at man minimum kunne komme fra det midtjyske med 1 point. og indtil 20 minutter før tid lignede det også det endelige resultat. Desværre brød førnævnte Rilwan Hassan igen igennem og blev tacklet rent i feltet. Det takserede kampens dommer derimod til et straffespark og Mads Brandis fik i samme moment sit 2. gule kort og dermed rødt. FCMerne scorede til 2-1 og det lignede en svær mission. ABerne rystede dog hurtigt skuffelsen af sig og begyndte at spille frisk til, med kun 3 i bagkæden. Det overraskede FCMerne og i de sidste 20 minutter var det ikke til at se at ABerne var det hold med 10 mand! Det blev til 2 store chancer til Niels Bjørkmann og Casper Offenberg og en del hjørnespark, men desværre ingen mål. Derimod fik FCMerne deres 3. mål 2 minutter før tid, i en situation hvor Mads Hvilsom var klart offside - bare ikke ifølge liniedommeren. 3-1.
ABerne havde klart fortjent 1 point og ABs træner Kasper Kurland var da også ærgerlig efter kampen: "Mine drenges indsats var rigtig flot. Jeg er stolt over at vi kommer til FCM og dominerer, når man tænker på den modgang vi oplevede i kampen og med de 3 ændringer i startopstillingen vi har måtte lave siden Esbjerg kampen. Det her er ikke noget nemt sted at spille, men spillerne viste den helt rette indstilling til kampen og attitude på banen og mere kan jeg ikke forlange. Hvis vi havde haft lidt mere dygtighed, dommertække og held, så havde vi minimum fået 1 point som vi havde fortjent."
U/19 holdet spiller igen på lørdag, når AGF kommer på besøg på Skovdiget kl. 14.00.
(Billedet viser ABs målscorer til 1-1, Emil Kjærsgaard)