2011-06-15
AB´s U/19 hold spillede i pinsen en turnering i tyske TSV Eltingen nær Stuttgart.
Holdet spillede 1-1 i første kamp mod FC Freiburg og vandt de efterfølgende 2 puljekampe med overbevisende 4-0. I semifinalen vandt AB 1-0 og senere 2.pinsedag var der finale mod FC Freiburg, der havde vundet deres semifinale overbevisende.
Finalen startede med nationalmelodi og de 450 fremmødte tilskuere fik en spændende og meget intens kamp, hvor AB sad på spillet, mens tyskerne spillede på omstillinger. 1.halvleg endte målløs, selvom AB havde et par gode muligheder for at bringe sig foran.
Midt i 2.halvleg scorede Freiburg til 0-1 til stor jubel for hjemmepublikummet. Herefter overtog AB styringen og pressede Freiburg helt i bund. Andreas Lundberg udligende blot 2 minutter før slutfløjtet på et skud på kanten af tyskernes straffesparksfelt. Kæmpe jubel i AB-lejren.
I den forlængede spilledtid skete der ikke det store, og begge hold gjorde klar til straffesparkskonkurrence.
Her scorede AB på alle sine spark, mens målmand, Jakob Haugaard, reddede et spark fra tyskerne, hvilket var nok til at vinde turneringen for første gang.
AB-fodbold.dk fangede træner Jacob Bøtker på vej hjem fra tyskland umiddelbart efter finalen: "Vi er meget glade for sejren, som jeg synes var fortjent. Finalen blev en rodet affære, da begge hold var trætte efter et hårdt program, men det vidner om høj klasse, at vi tror på sejren og får udlignet tilsidst mod et fysisk stærkt hold. Vi spiller det bedste fodbold hernede og får fortjent Simon Okosun kåret som turneringens bedste spiller. Jeg synes også Ibsen, Yones og Saleem fra U/17 holdet gjorde en god figur i kampene, så alt i alt en positiv oplevelse", slutter Bøtker, der har 3 kampe tilbage i U/19 ligaen inden sommerferien starter.