2010-06-11
Onsdag aften skulle U/19 drengene forsøge at fortsætte de gode takter fra kampene mod AaB og Viborg. Det skulle gå udover rækkens nr. 2 fra Brøndby.
Som overskriften afslører lykkedes det desværre ikke, men historien kunne have været en anden hvis ABerne havde omsat deres chancer i starten af kampen.
Brøndby viste deres klasse og udnyttede 3 fejl af AB drengene inden pausen og efter pausen lykkedes det Offen at reducere på en flot solotur.
Kasper Kurland udtalte efter kampen, "Det er kampe som denne vi skal have nogle flere af. Vi bliver straffet hårdt i dag, både fordi vi ikke udnytter vores tilbud tidligt i kampen, men også fordi Brøndby prompte straffer selv de mindste fejl vi laver. Nu må vi tage læringen med og vinde de to sidste kampe i Ligaen inden vi spiller pokalfinale hjemme d. 22/6."
U/19 drengene skal allerede i ilden igen på søndag, hvor de skal gæste AGF/Viby. Sidste hjemmekamp er lørdag d. 19/6 mod Silkeborg kl. 15.00.