2009-05-12
Der var tale om et decideret bundopgør, da ABs U/19-hold i lørdags tog i mod gæsterne fra AaB. Inden kampen var hjemmeholdet placeret på en 11. plads og udeholdet på en 10. plads. Kun ét point skilte de hold ad i tabellen, og dermed kunne begge hold med en sejr lægge yderligere afstand til hinanden.
Udeholdet startede kampen bedst men uden for alvor at blive farlige. Først efter 10-15 minutters spil begyndte ABerne at live lidt op. Netop som AB var kommet ind i kampen, kunne Kevin Fejer, efter godt opspil, med en afslutning inde i feltet gøre det til 1-0. Herefter stod der AB på det meste af 1. halvleg, men AB formåede ikke at udnytte overtaget i spil og chancer yderligere, og holdene gik derfor til pause med stillingen 1-0.
Ligesom i 1. halvleg startede ABerne nervøst og overlod initiativet til udeholdet. I denne periode var AB heldige at AaB ikke fik udlignet, da en afslutning fra nært hold prellede af på stolpen. Som kampen skred frem overtog AB langsomt styringen af kampen og midtvejs i 2. halvleg var der på det nærmeste tale om spil til ét mål.
20 minutter før tid slap ABs enlige angriber, Casper Offenberg alene igennem med AaBs målmand. Køligt vippede Offenberg bolden over den fremstormende målmand og ind i kassen. En flot scoring og dermed 2-0 til AB. 10 minutter senere var det så AaBs tur til at score, da ABs målmand gik forkert af et indlæg og ikke fik clearet bolden ordentligt. AB fik dog, i dommerens tillægstid, lukket kampen med en scoring af veloplagte Nicolai Jørgensen og yderligere en scoring af Casper Offenberg på straffespark.
Kampen endte med slutresultatet 4-1 til hjemmeholdet, på en dag hvor man formentlig burde have vundet med yderligere et par mål, spil og chancer taget i betragtning. Med sejren kravler AB op på 9. pladsen i tabellen, forbi dagens modstander AaB og liga-rivalerne fra FC Nordsjælland.
AB U/19, 4-3-3:
Marc Olsen (90) – Berkan Yildiz (91), Rasmus Thelander (91), Patrick Larsen (90), Ricky Gotland (91) – Jonas Hagmann (91), Niclas Sten (92), Kevin Fejer (91) -Ferhat Taskin (91), Casper Offenberg (92), Nicolai Jørgensen (91).
Indskiftet:
Emre Kutlu (90), Rasmus Harm (90), Andreas Leth (91)
Mål:
1-0 Kevin Fejer, 2-0 Casper Offenberg, 2-1 AaB, 3-1 Nicolai Jørgensen, 4-1 Casper Offenberg
Næste kamp:
AB-Esbjerg lørdag den 16. maj kl. 15.00