2009-09-21
Lørdag lykkedes det ABs U/19 drenge at bryde stimen med nederlag-sejr-nederlag-sejr, fra de første 4 runder. Det gik ud over Esbjerg som kom til Bagsværd med 4 point i deres første 3 kampe. Modsat AB havde Esbjerg kampfri i onsdags, hvor AB som bekendt slog Brøndby 2-0 på udebane.
AB startede kampen rigtig godt og lykkedes med at finde mellemrummene mellem Esbjergs midtbane- og forsvarskæde, og efter 11 minutter var det netop via et modløb og et aflæg af Casper Offenberg i netop dét rum, at Niclas Sten kunne spille Anders Holst fri. Anders sparkede bolden udenom og over Esbjerg fremstormende målmand til 1-0. Et flot mål af de 3 spillere der alle er født i 1992 og dermed 1.års ynglinge, og en rigtig god start af hele AB holdet. Det blev også til 2-0 i 1. halvleg, hvor Esbjergs bagerste blev skildt ad og Ricky Gotland kunne spille bolden på tværs i feltet til Ferhat Taskin der nemt kunne øge føringen - der var der spillet en halv time. Kort tid før pausen glemte AB drengene at lægge pres på en Esbjerg back, der uhindret kunne lægge bolden ind i feltet. Her dækkede Rasmus Thelander en Esbjerg angriber op, og da han faldt valgte dommeren at dømme straffe. Reducering 2-1.
ABerne kom skidt ud til 2. halvleg, og blandt tilskuerne og trænerne var der bange anelser for en gentagelse af 2. halvleg mod Hvidovre. Her smed man som bekendt en sikker føring over styr og det var da også lige ved at ske, da en Esbjerg spiller hamrede bolden på indersiden af trekantsammenføjningen og i spil igen. Her var centimeterne med AB! Kampen bølgede fra side til side, med gode muligheder til begge hold, men kampen skulle hen i de sidste 10 minutter før netmaskerne igen kom til at blafre. Efter et hjørnespark hvor Rasmus Thelander nåede højest og tvang Esbjergs målmand ud i fuld længde, kunne Jacob Abildgaard hamre bolden op i nettaget fra få meters afstand. 3-1 og det virkede som om kampen var lukket. Det var den bare ikke. Kort efter afsluttede en Esbjerg spiller fra distancen og på returbolden kunne Esbjerg reducere til 3-2, med 6 minutter igen. ABerne fortsatte dog ufortrødent med det gode flade pasningsspil og fik igen sat Esbjerg under pres, som de havde været under gennem det meste af kampen. Ferhat Taskin fik bolden midt for mål og spillede derfra bolden ud i venstre side til en veloplagt David Boysen. David driblede forbi Esbjerg backen og herfra gik bolden i mål via en Esbjerg fod til 4-2. Om det var et indlæg eller et skud på mål skal være usagt herfra, men det lukkede kampen og sikrede 3 fortjente point til AB.
Næste kamp for U/19 drengene er lørdag d. 26/9 kl. 15.00 mod FC Midtjylland på Ikast Stadions kunstgræsbane. U/19 holdet forbereder sig i denne uge med træning på kunstgræsbanerne ved Gladsaxe Stadion.
(Billedet viser ABs 1. målscorer, Anders Holst)