Topscorer forlænger med AB
2009-06-29
Ovenpå en særdeles flot sæson for ABs U/19-hold har holdets topscorer, Casper Offenberg netop forlænget sin kontrakt med klubben.
I det forgangne forår har Casper Offenberg været helt forryggende foran mål. Således er det, alene i foråret, blevet til hele 16 scoringer for ABs U/19-hold i ligaen og pokalturneringen. Det til trods for, at den unge angriber aldersmæssigt stadig kunne optræde for U/17-holdet.
Casper Offenberg har i foråret været stærkt medvirkende til U/19-holdets succes, blandt andet med en flot scoring i pokalfinale sejren mod Lyngby BK - en kamp som akademikerne vandt med 2-0.
Den unge angriber får følgende ord med på vejen fra ABs Talentchef, John Møller.
- Casper har i gennem længere tid været opadgående, og har specielt her i foråret vist rigtig fine prøver på sine kvaliteter foran mål. Han er dygtig afslutter, og så er han noget så sjældent som en decideret målscorer. Opgaven er nu, at Casper forbedrer sine spidskompetencer yderligere og fortsætter med sin seriøse tilgang til tingene, og så tror vi på, at han kan drive det vidt.
Foruden at optræde som en fast bestanddel af U/19-truppen i AB, figurerer Casper Offenberg også fast på det danske U/17-landshold, hvor det foreløbig er blevet til 13 optrædener i rødt og hvidt.
Casper Offenberg holder, som den resterende del at U/19-truppen, i øjeblikket en velfortjent sommerferie. U/19-holdet genoptager træningen igen den 15. juli med henblik på første U/19-liga kamp den 15. august.