Twitter Facebook rss feed

Nederlag til U/19 mod FCK

2010-04-12

Lørdag tog AB imod FCKs U/19 hold på bane 5, på Skovdiget. Det var årets første hjemmekamp for vores drenge, så der var set frem til kampen med glæde, især ovenpå mandagens sejr i Esbjerg.

FCKerne kom til Skovdiget med et uafgjort resultat fra onsdagens kamp i HB Køge, og var tændte for at revancere det resultat.

Kampen fik en hektisk og dramatisk start. FCK kom foran 1-0 på en dødbold allerede efter 1 minut, og minuttet efter stødte Anders W hændeligt sammen med FCKs Kristian Geertsen, med sådan en kraft at Geertsen blev bevidstløs. Alle ledere og trænere fra FCK og AB kom Geertsen til undsætning og fik i fællesskab skabt frie luftveje, så Kristian stille og roligt kunne komme til sig selv. Han var tydeligt rystet og mærket af slaget og blev kørt til Herlev Hospital med ambulance. Herfra skal der lyde en stor tak til alle der hjalp til med at organisere, lede og fordele i de kritiske minutter. Det var kun gennem den hjælp at Kristian har det godt i dag. Godt arbejdet af tilskuere, trænere og ledere fra både FCK og AB. Vi glæder os til at se Kristian på banerne igen.

Uheldet betød at kampen blev udsat i 20 minutter og det satte naturligvis det sportslige i baggrunden og kampen nåede aldrig op på et særlig højt niveau. Dertil var stemningen, banen og fejlene med til at holde niveauet nede.

FCK scorede til 2-0 ved Said Haydar efter en halv times spil. Efter pausen kom ABerne med mere gejst og lagde et stort pres på FCKerne, som udmøntede sig i reduceringsmålet scoret af Andreas Leth efter 55. min. Det gav selvtillid og tro på sejr i AB lejren, men blot for at se FCKerne score til slutresultatet 3-1 på endnu en dødbold.

At kampen sluttede med en FCK sejr, fordi de var mest effektive i felterne, er underordnet, når man som undertegnede var førsthåndsvidne til episoden med Kristian Geertsen, som heldigvis fik en lykkelig udgang.

AB drengenes næste kampe er allerede på onsdag i pokalturneringen, når U/19 drengene gæster Ledøje Smørum kl. 18.15.
Lørdag venter der så en svær hjemmekamp mod HB Køge der for alvor er kommet igang med pointhøsten. Senest blev det til en overbevisende 7-3 sejr over Silkeborg.

Endnu ingen kommentarer til "Nederlag til U/19 mod FCK"
Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

  • Monopolet
  • Carlsberg
  • EasyFlow A/S
  • Eventcom
  • Betsafe Liga