2009-10-19
Søndag tog ABs U/19 hold til Søholt Idrætsanlæg for at møde Silkeborg. Kampen var blevet flyttet fra lørdag til søndag, da ABs 1.hold spillede lørdag i Thisted. Som bekendt har både Nicolai Jørgensen og David Boysen alderen til at spille U/19 fodbold, men desværre blev de to drenge ikke klarmeldt til søndagens kamp for U/19. Endvidere havde U/19 holdet udlånt Jakob Haugaard som reservemålmand til opgøret i Thisted. Jakob overnattede forøvrigt i Vejle og blev samlet op af U/19 spillerbussen, så det var en lang og oplevelsesrig weekend i det jydske for den unge keeper.
Kampen startede med ABerne som det toneangivende hold, og det billede holdt halvlegen ud. Desværre blev det gode spil og chancerne ikke omsat til mål og de to hold kunne gå til pausen med stillingen 0-0. ABerne havde klart flest chancer og burde have ført allerede tidligt i halvlegen. Silkeborg havde også deres muligheder omend de var færre. Jakob Haugaard tog sig kærligt af de tilbud.
ABerne rokerede lidt rundt på midten i pausen for at udnytte de muligheder, som var forventet i 2. halvleg, på den sidste 1/3 af banen. Det gav stadig mange chancer med målene udeblev, indtil 82. minut, hvor indskiftede Albin Xhemajli pludselig var fri på midten efter et indkast og kunne spille Casper Offenberg fri i Silkeborgensernes bagrum. Offenberg betænkte sig ikke og kunne lobbe bolden over den fremstormende målmand fra 30-35 meters afstand. Hele AB bænken holdt vejret, og kunne lade jublen bryde løs, da bolden heldigvis hoppede ind i målet og op i nettaget, i stedet for over mål!
Derfra handlede det om at forsvare føringen, for den tunge bane havde sat sine spor i AB drengene. Det lykkedes som bekendt og ABerne kan nu se sig selv placeret på en flot 4. plads i U/19 Ligaen.
På lørdag får AB drengene besøg af Lyngby kl. 14.00 på Skovdiget.
(Billedet viser Casper Offenberg, der nu er oppe på 3 sæsontræffere og dermed er holdets topscorer. De 2 første scoringer faldt i sidste runde imod AGF)