U/17-talent skifter til AB
2010-08-10
Henover sommeren har AB fået tilgang af flere nye spillere til U/17-holdet. En af disse er det blot 15-årige talent, Sebastian Avanzini der til den kommende sæson skifter Lyngby Boldklub ud med AB.
Sebastian Avanzini der primært huserer på den offensive midtbane eller på kanten, har netop indgået en kontrakt med akademikerne. Den unge offensiv spiller var i den forgangne sæson en af de mest iøjenfaldne spillere på Lyngbys U/15-hold. Sebastians valg af ny klub sker både i forhold til de sportslige udfordringer, men lige så vigtigt fordi han i AB får optimale betingelser for at kombinere fodbold med skolegang på en videregående uddannelse. I forbindelse med Sebastian Avanzinis klubskifte udtaler ABs uddannelsesansvarlige, Jacob Bøtker.
- Vi bevæger os nu ind i fjerde år af vores samarbejde med Sports College Gladsaxe, som sikrer, at vores unge spillere kan kombinere en uddannelse samtidig med, at de kan dygtiggøre sig yderligere med to ekstra træningspas tirsdag og torsdag morgen. Jeg har store forventninger til, at AB’s holdning om at alle vores spillere skal have en uddannelse, bliver en succes. Spillerne har nu talrige muligheder for at kombinere uddannelse med deres fodbold, og det er et meget vigtigt signal at sende ud til omverdenen, siger Jacob Bøtker.
Den unge offensiv spiller, der netop er startet i 9. klasse, påtænker efter sommerferien at begynde på gymnasiet. Her vil han, lige som flere af AB’s andre talenter, få mulighed for tilpasse skolegangen med 2 ugentlige træningspas om morgenen. Det betyder at Sebastian, ligesom flere andre unge talenter, kan få sin skole og fodbold til at gå hånd i hånd.
Unge Sebastian Avanzini spiller første turneringskamp for ABs U/17-hold, når akademikerne på udebane møder FC Nordsjælland onsdag den 18. august kl.18.30 på Farum Park.