2010-01-27
Tirsdag mødte det danske U/16-landshold værterne fra Tyrkiet i turneringens anden kamp ved Aegaen Cup. Det var et dansk hold med hele seks ændringer i startopstillingen i forhold til den første kamp mod Belgien, der som bekendt sluttede med et dansk 3-0 nederlag. Ændringerne betød, at der fra start var gjort plads til både AB’s venstrekant, Sebastian Krogdahl (billedet) samt AB’s midterforsvarer, Joakim Hassing. I forhold til den seneste kamp mod Belgien var AB’s venstreback, Mathias Mejer Knudsen røget en tur på bænken til fordel for Brøndbys ditto, Riza Durmisi.
Det var et helt anderledes tændt dansk mandskab, der gik på banen mod Tyrkiet. Således dominerede Danmark gennem hele kampen begivenhederne, og det var derfor også fuldt fortjent, at Danmark kom foran ved FC Midtjyllands angriber, Viktor Fischer. Desværre for de danske drenge udlignede Tyrkiet kort før tid til 1-1, hvilket blev kampens resultat. Opgøret gav fuld spilletid til Joakim Hassing mens Sebastian Krogdahl fik godt og vel 50 minutter på banen, inden han blev skiftet ud med Danny Amankwaa fra FCK. Mathias Mejer Knudsen blev ikke benyttet.
Efter opgøret mod Tyrkiet havde U/16-landstræner, Thomas Frank følgende kommentarer.
”Ligeså irriteret jeg var over sidste kamp, ligeså stolt er jeg efter kampen i dag. Vi leverer en fantastisk præstation. Vi får spillet det spil, som er kendetegnende for os, og vi gør det klogt og med stort, stort hjerte.”
”Vi skaber 8 – 10 store chancer og holder et godt tyrkisk hold nede på en målchance, som kommer efter et hjørne. Så jeg synes, at vi løfter os spillemæssigt i dag, og man kan hele tiden se mønstrene fra vores træning slå igennem i kampen. Vi har ro på bolden, samtidigt med at vores presspil er aggressivt og klogt.”
”Derfor er det ekstra bittert, at vi kun får uafgjort i dag. Vi burde have vundet med mere end et mål, da vi er en klasse bedre end Tyrkiet. Der er dog fantastisk mange ting at tage med til kampen mod Ukraine på torsdag og den kamp glæder vi os alle til”, slutter Thomas Frank.
Danmark møder torsdag Ukraine i den sidste kamp i gruppen, hvor en dansk sejr kan betyde, at Danmark skal spille om 3/4-pladsen på lørdag.
Samme dag som det U/16-landshold var i aktion mod Tyrkiet, var det danske U/18-landshold oppe i mod Spanien i en international turnering på Gran Canaria. Her tabte Danmark til et særdeles velspillende spansk hold med cifrene 3-2. AB’s U/19-liga topscorer, Casper Offenberg blev indskiftet efter 62 minutter ved stillingen 2-2, men formåede altså ikke at komme på scoringstavlen i denne ombæring.
Læs mere om kampene her for henholdsvis
U/16-landsholdet og
U/18-landsholdet.