2009-07-31
Torsdagens kamp ved dette års Northern Ireland MILK Cup, endte endnu engang med et nederlag til de unge ABere - og endnu engang efter straffesparkskonkurrence!
AB startede ellers kampen bedst og kom fuldt fortjent foran, da Millad på en flot frispilning af venstreback, Mathias Mejer løb fra forsvaret og resolut sparkede bolden i kassen på en sagesløs målmand fra Israelske, Maccabi Tel Aviv.
I 2. halvleg var det så Israelernes tur til at score, da en misforståelse mellem venstreback, Mathias Mejer og målmand, Frederik Arnedahl resulterede i at en israelsk angriber let kunne trille bolden ind i det tomme mål. Det lignede, i situationen, et frispark til AB, da målmanden blev stemplet og efterfølgende måtte udgå med en skade.
De sidste 10 minutter pressede AB på en for en scoring, således afsluttede Sebastian Krogdahl alene med modstanderens målmand på stolpen. Kort efter sparkede Sigurd Rasmussen på overliggeren. Heldet var bestemt ikke med de grønne. Den ordinære kamp sluttede dermed 1-1 og skulle så afgøres i straffespark. Her trak israelerne det længste strå, da de scorede på samtlige forsøg på reservemålmand, Kasper Sørensen. AB brændte deres 4. forsøg, og måtte dermed endnu engang se sig slået på straffespark!
Holdet spiller sidste kamp i turneringen fredag kl.11.00 (lokal tid) mod svenske AIK Stockholm.