AB - Chicago Bridges
Træningskamp
10/07-2013 
kl. 19:00
Facebook rss feed

Midtbanespiller på kontrakt

2009-11-12

Det tog ikke lang tid for unge Thomas Ibsen at beslutte sig, da AB kort efter dennes 15 års fødselsdag stod klar med en ungdomskontrakt. Thomas (billedet) der til daglig optræder som central midtbanespiller på ABs U/17-hold - der aktuelt fører U/17 Divisionen – har som 1. års junior allerede formået at bide sig fast omkring holdet. Således har den unge spiller i indeværende sæson foreløbig været involveret i samtlige af turneringens 12 spillede kampe, der indtil videre har resulteret i 31 point til akademikernes U/17-hold.

Thomas Ibsen, der kan spille på både den offensive og defensive del af midtbanen, er foruden sin rolle på ABs U/17-hold også fast deltager på DBUs U/16 Talentcenter – et center der på landsplan danner samlingspunkt for de 50 mest talentfulde spillere i årgang 1994. Den talentfulde midtbanespiller - der altid har spillet AB – var ikke i tvivl, da han satte sin signatur på sin første professionelle kontrakt med AB.

- Jeg er utrolig glad for og stolt over at jeg nu har fået kontrakt. Jeg har det godt og har altid haft det godt i AB. Både mine holdkammerater og lederne omkring holdet er jeg rigtig glade for, så det er helt perfekt.

Om drømmeklubben er Ibsen ikke i tvivl. – Drømmeklubben er helt sikkert FC Barcelona, det er der slet ingen tvivl om, fortæller unge Thomas Ibsen.

Hos ABs trænere og ledere var der stor tilfredshed ovenpå kontraktindgåelsen med det teknisk begavede midtbanetalent.

- Vi er rigtig glade for at Thomas og familien har valgt, at han skal fortsætte sin udvikling hos os her i AB. Det er altid specielt, når der som i Thomas’ tilfælde, er tale om en spiller som altid har spillet i AB. Derudover er det ekstra glædeligt at vi i Thomas har en spiller, som vi tror på, også på den endnu længere bane, kan udvikle sig til at blive en markant spiller for AB, udtaler klubbens Talentchef, John Møller.  

Om Thomas Ibsens evner på banen udtaler Talentchefen.

- Thomas er en rigtig dygtig spiller, der til trods for at han ikke er den største rent fysisk, opvejer det ved en veludviklet teknik og et rigtig godt blik for spillet. Han besidder en spilintelligens og en evne til at gøre sine medspillere bedre, som er sjældent hos spillere Thomas’ alder. Samtidig er han allerede i en ung alder meget bevidst om hvad der kræves både på og uden for banen for at blive endnu dygtigere. Og såfremt at han fortsætter sin ydmyge tilgang til tingene, føler vi os overbeviste om at vi kommer til at se endnu mere til Thomas fremover, slutter John Møller.

Unge Thomas Ibsen spiller næste gang når ABs U/17-hold på lørdag tager i mod Næstved kl. 12.00 på Skovdiget.


Endnu ingen kommentarer til "Midtbanespiller på kontrakt "
Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

  • Carlsberg
  • Eventcom
  • EasyFlow A/S
  • Betsafe Liga