2008-10-22
Tirsdag 21/10 spillede U/17 mod gæsterne fra Frem.
Jacob Bøtker og Kasper Kurland havde til dagens kamp udtaget 4 spillere fra årgang 94, som alle startede inde.
Lad mig med det samme sige, at det blev en rigtig god kamp mellem to mandskaber, der begge ville spille positiv fremadrettet fodbold. Spillet bølgede frem og tilbage uden nævneværdige målchancer til nogen af holdene i 1.halvleg.
AB spillede teknisk god fodbold, hvor opbygningsspillet fungerede rigtig godt, og holdet turde flytte bolden rundt fra side til side. Specielt spillede Kenneth Madsen og Vladan Fatic rigtig godt. Holdet manglede dog den sidste skarphed på den sidste tredje del af banen.
I 2.halvleg kom Frem foran efter en hurtig omstilling, hvor Frem var meget effektive. Herefter overtog AB fuldstændig styringen af kampen. Frem blev bange for at vinde og trak sig tilbage på banen, hvilket gav AB overtaget de sidste 15 min af kampen. Joakim Hassing fik en stikning af Bulut Pekdemir, og han scorede sikkert til udligning 1-1.
De sidste døende minutter pressede AB Frem helt i bund og kunne med lidt mere held og dygtighed have scoret yderligere en gang.
Kampens spiller blev Vladan Fatic, der spillede højre back. Vladan var utrolig god i sine pasninger fremad banen og stærk 1 mod 1 defensivt. Desuden var der en stor ros til de andre spillere fra årgang 94, der alle ydede en stor indsats.