2010-02-26
Søndag den 28/2 tager 4 AB-hold (U/14, U/15, U/17 og U/19) turen til Malmø for at møde de svenske værter i 4 træningskampe om håneretten på tværs af Øresund.
U/14 starter mod Malmø FF i en spændende kamp, hvor Santas tropper kan forvente stor modstand. De unge akademikere hører til blandt de bedste i deres årgang hjemme i Danmark, så derfor bliver det spændende at se, hvordan holdet præsterer mod en anden spillestil og klubkultur.
U/15 spiller efterfølgende ligeledes mod Malmø FF kl. 11.30, hvor Kiril, der bor i Malmø, skal forsøge at tage håneretten i sin hjemby. Kampen er en vigtig forberedelse for holdet, der er startet stærkt i denne vinter med flere gode præstationer mod Brøndby og Lyngby i træningskampene.
U/17 skal spille kl. 13.00 mod værterne, hvor holdet spiller sin sidste kamp inden det går løs i Italien fra onsdag i næste uge. Holdet må undvære de 4 spillere i DBU-regi, Thomas Ibsen, Mathias Mejer, Sebastian Krogdahl og Joakim Hassing, der skal passe træningen på talentcenteret i Ballerup. Det bliver derfor en god mulighed for at teste bredden i truppen mod de stærke svenskere inden kickoff mod Juventus torsdag i næste uge!
U/19 slutter dagen af med deres kamp mod Malmø FF kl. 15.00. Holdet er ubesejret i træningskampene og skal bruge kampen på at gøre holdet endnu skarpere inden sæsonspremieren mod Hvidovre d. 14/3. Det bliver især spændende at følge de unge akademikeres offensiv, der har vist stor styrke med 10 mål i 3 træningskampe.
På billedet ses anfører for U/17, Lukas Lerager