Nedtur på heden

Det var ikke 'lige ved og næsten', for at starte ud med denne efterhånden forhadte frase. At det burde have været et X, vil der næppe være nogen af de fremmødte, som kunne have opponeret mod, med mindre man tog sine meget farvede briller på. Men sådan skulle det desværre ikke gå i denne chancefattige kamp.

Posen var rystet ift. sidste kamp, da Schultz måtte sidde over og Matti var tilbage efter endt karantæne. Kasper Kristensen blev derfor skubbet ud som venstreback for at have nogle gode defensive kort. Offensivt havde Tobias Thomsen, Emil Holten og C. Nortey fået til rolle at skifte mellem kantpositionerne og at være forreste mand. Dette fungerede fint, og der blev generelt givet og taget i hver eneste duel.

Efter 1,5 minut fik Skive den første chance. Et langt indlæg strøg over bagerst i feltet, men afslutningen var i sidenettet, og Jannich Storch, som var tilbage på kassen, kunne følge bolden hele vejen.

Akademikerne stod dybere end tidligere set, og havde mange dybe afleveringer mod de forreste, som kæmpede en brav kamp. Både Emil Holten og Tobias Thomsen kom til afslutninger udefra, men begge strøg forbi.

Det var småt med chancer i begge ender, og der var således ikke meget at varme sig på for de tilskuere der befandt sig på den midtjyske hede.

5 minutter før pausefløjtet kunne der have opstået en stor chance, da Sylvester Seeger-Hansen strøg afsted efter et mislykket Skive hjørnespark. Med sig var både Tobias Thomsen og Emil Holten, men Skives Rasmus Lauritsen trak i nødbremsen, fik et gult kort, og afværgede en potentiel overtalssituation.

Pause og 0-0 efter en halvleg, hvor Skive havde bolden mest, men uden at komme frem til noget. Defensiven stod stærkt, mens offensiven desværre ikke kom frem til meget. Sådan var det dog for begge holds vedkommende. 

I 2. halvleg fortsatte samme billede. Skive havde bolden mest, men presspillet fungerede rigtig godt, og Skive kom derfor ikke frem til alverden. Jesper Henriksen havde en forkølet afslutning efter 53 minutter, men Storch kunne nemt se, at den ikke var i nærheden af målrammen.

Efter 65 minutter havde Skive hjørnespark. Clearingen endte for fødderne af Mathias Bersang, som fra kanten af feltet prøvede lykken med en halvflugter. Bolden strøg ind i netmaskerne uden chance for Jannich Storch. Ligesom vi var ved at have arbejdet os bedre ind i kampen...

Der blev kæmpet videre, men det var stadig småt med chancer. Dommerens fløjte var meget aktiv, med mange indkast og frispark, hvilket vidnede om to hold der knoklede videre derud af. Det gav dog også mange spilstop, og forhindrede flowet i kampen.

Mod slutningen havde Matti Olsen et langskud, og Sylvester Seeger-Hansen en helflugter, men selvom kampen endte med et massivt pres mod Skives mål, så holdte midtjyderne stand, hvorfor akademikerne igen måtte tage slukørede hjem.

Robel Hagos fik desuden debut, og skal have et stort tillykke med det, men offensivspilleren fik det desværre svært mod et fysisk stærkt Skive forsvar.

Der skal lyde en stor tak til de fremmødte samt hårdtprøvede fans, som trodsede både broer, hede og blæst for at se de grønne helte.

Desværre var kufferten tom, da vi kom hjem, og således ikke nogen point at putte i banken. Vi kæmper videre! Tvivl ikke på det.

AB's hold: Jannich Storch, Jonas Henriksen, Matti Olsen, Nicolai Høgh, Kasper Kristensen, Tobias Thomsen, Rasmus Nielsen, Rasmus Hansen (77. Robel Hagos), Emil Holten (60. Jabar Sharza), Sylvester Seeger-Hansen og C. Nortey (67. Nichlas Rohde).

Kampen i tal:
66' 1-0 - Mathias Bersang Sørensen

Gule kort:
AB: Rasmus Nielsen, Tobias Thomsen, Sylvester Seeger- Hansen.
Skive: Rasmus Lauritsen, Emil Zetterquist.

Næste kamp: Akademisk Boldklub Gladsaxe - Vejle Boldklub d. 19. marts kl. 13:45 på Gladsaxe Stadion.