Ørnene åd uglerne

Akademisk Boldklub Gladsaxe var uden den karantæneramte Matti Olsen, da holdet startede foråret med en hjemmekamp mod FC Roskilde i forsøget på, at få point til at forbedre den øjeblikkelige stilling.

Det startede meget lige med masser af spil og fight midt på banen, men langsomt fik FC Roskilde sat sig på opgøret og de var især farlige på dødbolde.

Mikkel Thygesen fyrede af fra kanten af straffesparksfeltet, men det blev til en aflevering, som Emil Nielsen kunne styre ind bag Mark Jensen og så var AB bagud 0-1.

Akademikerne kæmpede og fightede for sagen, men havde utrolig svært ved at holde fast i bolden og bedre blev det ikke, at Morten Nielsen bragte FC Roskilde foran 2-0 efter lidt klumpspil i AB feltet.

C. Nortey fik gult kort i en situation hvor han blev sparket over ankelen, og efterfølgende måtte behandles. Det blev skønnet at han filmede, og der ikke var kontakt...

Mod slutningen af halvlegen fik AB-mandskabet lidt muligheder. Tobias Thomsen kom igennem i høje side og fik afsluttet tæt forbi, Jonas Henriksen sparkede lige over og Tobias Thomsen forsøgte sig direkte på frispark.

0-2 ved pausen.

En snak i omklædningsrummet i pausen med fokus på, at få resultatet vendt, blev hurtigt endnu sværere for AB spillerne. Efter 15 sekunder øgede Morten Nielsen til 3-0.

Akademikerne kæmpede godt videre og kom frem til nogle muligheder. Den største tilfaldt James C. Nortey, der med masser af energi og vilje fik blokeret et udspark fra FC Roskildes målmand Frederik Schram og bolden var på vej i mål, men målmanden kom tilbage og fik reddet i hård kamp med C.

Målmand Schram kom også i fokus i et par andre situationer, som kunnet have givet AB straffespark og han fik også en fortjent advarsel, for at kaste bolden langt væk efter at dommeren havde dømt frispark.

I en anden situation burde Stefan Hansen også have fået kort, da Emil Holten var faldet i feltet. Da bolden var sparket op i den anden ende, fik Holten en støvle at føle fra kaptajnen. Usportsligt, og decideret sørgeligt at der ikke blev reageret. Men det skal åbenbart være stolpe ud, at være AB'er pt.

Den tunge bane kostede kræfter og en velspillet kamp blev det aldrig.

Jonas Henriksen var tæt på en reducering i et godt gennembrud, men så kunne gæsterne lukke og slukke til 0-4 10 minutter før tid efter et godt gennemspillet angreb.

Nederlaget er der ikke noget, at indvende imod. FC Roskilde var det bedste hold og AB'erne kan passende rejse sig på søndag i Skive.

ABs hold: Mark Jensen, Sebastian Lassen, Kasper Kristensen, Nicolai Høgh, Simon Schultz, Rasmus Nielsen (anf.), Rasmus Hansen (76. Sylvester Seeger-Hansen), James C. Nortey, Tobias Thomsen (60. Kristian Uth), Emil Holten (64. Jabar Sharza), Jonas Henriksen - ikke benyttet: Jannich Storch, Nichlas Rohde, William Kvist, Jasin Khayat

Mål:
14' 0-1 - Emil Nielsen
27' 0-2 - Morten Nielsen
46' 0-3 - Morten Nielsen
79' 0-4 - Kristian Lindberg

Advarsler: James C. Nortey og Rasmus Hansen, AB samt Frederik Schram, FC Roskilde

Tilskuere: 552

ABs næste kamp: Søndag 12. marts kl. 13.45 mod Skive IK på udebane

Tak til alle der trodsede regn og vind for at komme og bakke drengene op!