Mit AB - Af Torben Bendix

Mit AB er historien om hvorfor netop denne klub har en særlig plads i hjertet, og hvad man har af drømme fremadrettet.

Tankerne bag dette projekt bygger på, at vi i hverdagen skal huske hinanden på, hvorfor Akademisk Boldklub fylder så meget. Derudover giver vi folk et usædvanligt indblik i de tanker der er omkring klubben, vi giver inspiration internt og sidst men ikke mindst kan det vise andre, hvorfor der er masser af perspektiv i en klub som AB, uanset hvilken rolle man indtager.

De adspurgte er alt fra fans på tribunen, folk i administrationen, bestyrelsesmedlemmer, amatørafdelingen, trænere, spillertruppen, partnere og ungdomsspillere.


Den næste i rækken er Torben Bendix, som har fulgt AB i tykt og tyndt gennem rigtig mange år.

- Jeg er født i 1950 og omkring 1958/59 begyndte min far at tage mig med til  fodboldkampe i  Idrætsparken. Alle vi drenge spillede selvfølgelig fodbold hjemme i gården og i Nørrebroparken og havde selvfølgelig vore idoler… Pelé og de store stjerner fra Real Madrid… Gento og Di Stefano bl.a. En fodboldklub kunne vi ikke spille i, da man skulle være 10 år for at kunne blive meldt ind dengang. AB var den store klub, som havde sit anlæg på Nørre Allé dengang, så det var selvfølgelig dér vi blev meldt ind. Det viste sig hurtigt, at mine evner i fodbold ikke rakte langt. Jeg fik vist spillet et par kampe på 5. lilleput – og i det hele taget blev der ikke rigtig gjort noget for os, der ikke så ud til ’at kunne blive til noget’ med tiden. Jeg kastede mig så over badminton i KBK og håndbold i USG - og det fik jeg da noget mere ud af. MEN kærligheden til AB var vakt… og dem har jeg fulgt trofast lige siden.  Jeg har ikke tal på hvor mange kampe jeg har set – men det er godt nok mange. Der har været ind imellem været nogle år, hvor jeg af forkellige  årsager  ikke har set dem ’live’… MEN jeg har altid fulgt med.

- Jeg har oplevet utallige spændende, sjove og ’underlige’ kampe med AB som part… og det kan der da også komme nogen historier ud af – MEN den mest spændende oplevelse (efter mesterskabet i 1967 og pokalen mod AaB) – VAR nok, da jeg i 1970 besluttede mig for at tage til Nykøbing Falster for at se den sidste kamp i sæsonen mod B 1901. AB havde en MEGET  teoretisk chance for at blive mester … så det skulle da opleves. Jeg var studerende dengang, men havde åbenbart penge nok til at kunne tage derned lørdag og bo på hotel  (der var vel også et diskotek i Nykøbing Falster – det var dér – men det gav nu ikke det store ’resultat’ – he, he). Næste dag skulle jeg  afsted til Stadion og spurgte een på gaden om vej. ’Jamen, du kan bare følge med mig. Jeg skal være dommer og så kan jeg tage dig med ind’. Det gjorde jeg… og han fik mig ind og anbragt oppe på presse-pladserne, hvor jeg kom til at sidde ved siden af Simon (nok Danmarks mest berømte fodbold-journalist dengang), som skrev for Politiken. Kampen kom jo i gang og det gik da også pænt med målscoringen  - 1-0 til AB, 2-0, 3-0… og så begyndte der at komme meldinger i radioen  (jeg husker ikke om Simon havde en transistorradio eller det kun var stadion-speakerens meldinger) om andre kampe – med lidt overraskende stillinger – og lige pludselig så det ud som om, at AB kunne blive mester. Dengang blev placeringen i tabellen ved pointlighed ikke afgjort ved målforskel (og derefter flest antal scorede mål), men ved  ’mål-gennemsnit’ (man dividerede antallet af scorede mål for med antallet af scorede mål imod) og det højeste tal afgjorde så placeringen. Simon havde  travlt med sine notater til kampen – og snak med de andre journalister – og satte derfor mig til at sidde og regne mål-gennemsnittet ud.  Så hver gang, der var melding om nye scoringer i kampene, måtte der laves nye beregninger – og der var ikke nogen lommeregner dengang – så papir, blyant og ’gardin-regning’.  Det blev til mange udregninger undervejs – og AB var da også mestre et par gange under kampen.  AB vandt 5-0… og nogle af spillerne begyndte at juble, da kampen blev fløjtet af, men vi andre havde lige hørt om et mål, som B.1903 havde scoret i deres kamp i Idrætsparken (mener jeg det var) hvilket gjorde,  at de også fik 27 point som AB – og havde fået regnet ud, at det ikke gik. Så vi kunne jo kun råbe nej, nej, nej ned til dem. Fra stor jubel og ondt i maven hen ad vejen til dyb skuffelse. Det var egentlig også skuffende, at Simon ikke inviterede mig med i sin bil til København – efter mit ’store’ arbejde… jeg måtte trist tage den lange vej i toget hjem til København.

- Så slutstillingen i 1. Division det år blev : 1. B.1903 27 point (mål-snit: 1,556) 2. AB 27 point (mål-snit: 1,553). Havde AB scoret til 6-0 var det blevet 1,566 – og de var blevet mestre.

Men selvfølgelig har der da også været andre  spændende og  sjove kampe… for bare at nævne nogle i flæng (årstallene har jeg ikke lige – og måske er detaljerne ikke præcise – men det er som jeg husker det):

Idrætsparken: AB fører 4-0 over Vejle efter 1. halvleg… så tager Ulrik LeFevre (gudsbenådet spiller fra Vejle) fat i anden  halvleg… og Vejle vandt 6-4.

Idrætsparken:  AB fører 4-0 over KB med 20 minutter tilbage, da to AB-spillere bliver skadet (støder vist sammen) og må udgå (ingen reserve-spillere dengang). AB bestiller ikke andet end at sparke bold langt ud over B93’s langside (en tribune i Idrætsparken dengang) og højt op på den store tribune… og ender da med at vinde 4-3.

Hvidovre Stadion:  Superfighteren John Njor scorer mod Hvidovre et (i aviserne og tv efter kampen) meget omdiskuteret mål. Hvidovres målmand havde samlet bolden op og stod med den i favnen… så giver John Njor ham en regulær skulder-tackling således, at han falder ind i målet med bolden. MÅL dømmer dommeren – og det stod ved magt.  Det var ikke så sjovt at stå som tilskuer på den ’billige langside’ på Hvidovre Stadion og klappe og juble over det. Der var da også en Hvidovre-fan, der fik ’klappet’ til mig … men det var nu ikke noget alvorligt.

Idrætsparken: Kampen, der kostede mig en ’gennem-høvling’ i matematik-timen næste dag på Metropolitanskolen.  Øh?… jo, det gik således til: AB havde jo kvalificeret sig til en international turnering i 1968… og skulle i tredje runde møde AEK fra Grækenland i Idrætsparken. Der blev noget tumult med demonstranter, der løb på banen for at demonstrere mod junta-styret i Grækenland. Kampen blev afbrudt og genoptaget… og desværre tabte AB. MEN næste morgen blev stakkels mig hevet op til tavlen i matematiktimen… med begrundelsen: ’De må nok hellere komme op til tavlen i dag, hr. Bendix… de er jo nok ikke så forberedt efter Deres ballade i går i Idrætsparken’ … well, min matematiklærer var overbevist om, at han i fjernsynet havde set mig som en af demonstranterne, der løb ind på banen.  Nok var jeg politisk ’aktiv’… og nok var jeg selvfølgelig også imod junta-styret i Grækenland… MEN at demonstrere, når det ville gå ud over AB – nej, der kneb det så med min politiske integritet. Jeg blev så også ’gennem-heglet’ i matematik… og nej, jeg havde heller ikke læst på lektien.

Idrætsparken:  AB-HIF kampen i Idrætsparken i 1967 med 37.000 tilskuere. AB  vinder 1-0 og afgør dermed i praksis mesterskabet.

- Dette er blot nogle få minderige kampe… selvfølgelig har der været masser af andre.

- Heldigvis er min søn også ’opdraget’ som AB-fan. Han har været med fra starten… og jeg har skiftet ble på ham på toiletterne på den gamle langside… senere brugte han også tiden på at samle tomme flasker dér (jo, man måtte selv have drikkevarer med til kampene) … og det kunne da give fra 30-100 kroner i pant-penge på en en kamp. Desværre bor han i Nakskov … og det er længe siden, at vi har set en kamp sammen på Gladsaxe Stadion. Det skal der snart rådes bod på.

- Alt i alt … det er bare AB FOR ALTID for mig (og min søn, Morten).