Mit AB - Af Casper Frank

Mit AB er historien om hvorfor netop denne klub har en særlig plads i hjertet, og hvad man har af drømme fremadrettet.

Tankerne bag dette projekt bygger på, at vi i hverdagen skal huske hinanden på, hvorfor Akademisk Boldklub fylder så meget. Derudover giver vi folk et usædvanligt indblik i de tanker der er omkring klubben, vi giver inspiration internt og sidst men ikke mindst kan det vise andre, hvorfor der er masser af perspektiv i en klub som AB, uanset hvilken rolle man indtager.

De adspurgte er alt fra fans på tribunen, folk i administrationen, bestyrelsesmedlemmer, amatørafdelingen, trænere, spillertruppen, partnere og ungdomsspillere.

Den næste i rækken er en mand, som er elsket og hadet, og som mange i en overgang troede blot var et internetfænomen, hvis CAPS LOCK knap angiveligt sad fast. Sandheden er at Casper Frank er utroligt dedikeret, og at det nogen gange er i en sådan grad, at formuleringerne ikke er lige populære. Men her følger en velskreven historie fra en fan gennem mange år, som ikke er bange for at drømme om AB's storhed.

- Vi må hver især beslutte, hvad der er vigtigt for os her i livet, og jeg besluttede i en meget tidlig alder, at AB var vigtig for mig. Måske startede det dengang, jeg som miniputspiller i AB, under en kamp på Skovdiget mod Birkerød, hvor vi er bagud 8-0 i første halvleg, bliver kaldt ud til sidelinjen af vores træner. Han går ned på knæ, kigger alvorligt på mig og råber, "DU LAVER IKKE EN SKID, CASPER!", hvorefter jeg tisser i bukserne, løber ned for at forsvare et hjørne og scorer mit andet selvmål i kampen.

- Mit navn er Casper Frank, jeg er 42 år gammel og jeg har stadig lyst til at slås. Jeg har stadig lyst til at kæmpe så blodet sprøjter, men jeg har ingen slagmark. Bevares, i en tidsalder, hvor vægten af ens meninger er proportionel med størrelsen af ens tegnebog, prøver jeg som ethvert andet menneske at anskaffe mig så mange monetære enheder som muligt, men i de mirakuløse øjeblikke i løbet af dagen, hvor meningen med det hele står tydeligt for mig, ser jeg jo, at lige netop det ræs er ren tidsfordriv og uden mening. Så, hvad er der tilbage? Kærlighed. Og AB. Og AB er min slagmark.

- Min farfar var AB'er dengang vi spillede i Parken og vandt mesterskaber på stribe, min far var AB'er dengang vi vandt vores sidste mesterskab, og jeg har været AB'er siden jeg kunne gå. Og idet jeg er blevet ældre, idet min omgangskreds er blevet mindre og jeg kan tælle mine ægte venner på én hånd, idet alle de institutioner, der engang virkede så uomtvistelige gennem en ung mands naive verdenssyn, gradvist har åbenbaret sig som værende så behæftede med fejl og skuffelser som de fleste andre ting her i livet, er der lige pludselig kun få ting tilbage med ægte værdi. En af dem er AB. Og det er ikke fordi jeg har min gang ude på Skovdiget, eller sidder i ledelsen og tager sportslige beslutninger eller sågar befinder mig på stadion til hver kamp, nej, det er fordi AB for mig altid har været idéen om noget større, noget mere eleveret og næsten esoterisk.

- Jeg har altid sagt, at den måde, hvorpå et land spiller fodbold er et udtryk for dets nationalkarakter. Jeg ser AB på samme måde. Den perfekte kombination på grønsværen er en forlængelse af den noble handling i hverdagen. Et tilbageløb for at dække for en holdkammerat er et udtryk for den selvopofrelse, man altid tøver med, men ser som ens største bedrift, hvis man finder modet til det. Og målet, et udtryk for den ægte glæde, som man kun finder sammen med et andet menneske. De ophøjede værdier, det der er helligt og ikke kan røres, det er AB, eller burde være det.

- Jeg påstår ikke, at jeg ved hvad meningen med livet er, men jeg mener ikke, at man kan retfærdiggøre sin eksistens på denne jord, hvis man stopper med at lære. Derfor tager jeg "Akademisk" meget alvorligt. Det er en dyd, der SKAL være en af vores kerneværdier og skal indgraveres i sjælen hos alle unge mennesker, der gør sig i AB.

- Og dem, der får lov at opleve den ære det er, at trække den grønne trøje over hovedet, skal vide at de ikke kun repræsenterer en klub med snart 130 år på bagen. De kæmper for alle os AB-fans, på en slagmark, der for længst er blevet utilgængelig for de fleste af os. Og vi har brug for, at de kæmper til sidste blodsdråbe. For os. For vores historie. For vores fremtid. For de skal vide, at det at vinde eller tabe intet har at gøre med resultater. Det har at gøre med, om du gav alt, hvad du havde. Alt andet er omstændigheder og uden reel betydning.

- Jeg har læst diverse klub-koryfæers bud på, hvordan vi kommer tilbage til, hvor vi hører til, nemlig toppen af dansk fodbold. Og der kan jeg kun sige, at man bliver god til det man laver hver dag. Og da jeg ikke beskæftiger mig med fodbold hver dag, er mit bud på de fodboldmæssige forudsætninger for en tilbagevenden til den bedste danske række det samme som de fleste andre... spil ordentligt, for helvede!!! Men når det kommer til at blive en storklub igen, så gælder de samme principper som vi alle skal følge for at kunne se os selv i spejlet. Integritet, stolthed, ære, respekt og hårdt arbejde. Hjertet er frit, vi skal bare have modet til at følge det. Og det betyder, at vi aldrig ser os selv som en lille klub, der stiller sig tilfreds med træningskampe mod højere rangerede klubbers reservehold, det betyder, at uanset hvor langt vi falder, så tænker vi kun på, hvor hurtigt vi kan rejse os igen, og uanset hvor mange år der går, så ruster vores loyalitet aldrig.

- Der må aldrig gå ego i AB, klubben er over alt andet. Og skal der gå forretning i AB, så skal den forretning være baseret på efterlevelse af visse værdier, som man kun finder i AB. Ellers er vi bare som de 30 andre klubber i lokalområdet. Ellers er vi bare nogle bygninger, en fodboldskole og et par græsplaner. Og vi er så meget mere end det. Bare kig over på sektion E. Se den lidenskab, den kærlighed, der er til klubben. Vi må ikke tage den for givet. Vi skal fostre, fremme, kultivere den, integrere den i alt, der er AB, og tro mig, så kommer universet os til undsætning. Så kommer det tiende mesterskab. Måske bliver det i min livstid, måske ikke, men det kommer.

- AB har givet mig så mange oplevelser gennem hele mit liv, men hvad er endnu vigtigere, så har klubben altid været en institution, der lige meget hvor jeg var i mit liv, altid var der for mig.  Og når det hele er sagt og lyset slukkes, så sig gerne, at jeg var et røvhul, at jeg var en dårlig ven, at verden er et bedre sted nu hvor jeg ikke er her længere, så længe du også siger, at jeg var AB'er. Det vil altid være min største bedrift.