Mit AB - Af Peter Frandsen

Mit AB er historien om hvorfor netop denne klub har en særlig plads i hjertet, og hvad man har af drømme fremadrettet.

Tankerne bag dette projekt bygger på, at vi i hverdagen skal huske hinanden på, hvorfor Akademisk Boldklub fylder så meget. Derudover giver vi folk et usædvanligt indblik i de tanker der er omkring klubben, vi giver inspiration internt og sidst men ikke mindst kan det vise andre, hvorfor der er masser af perspektiv i en klub som AB, uanset hvilken rolle man indtager.

De adspurgte er alt fra fans på tribunen, folk i administrationen, bestyrelsesmedlemmer, amatørafdelingen, trænere, spillertruppen, partnere og ungdomsspillere.

Mit AB er denne gang fortalt af Peter Frandsen, som gennem mange år har været en del af AB, som både spiller og som assistenttræner.

- Jeg startede med at spille håndbold i Hareskov, men da holdet så blev nedlagt, så røg jeg til AB for at spille håndbold. På banerne ved siden af, der spillede junior-holdet fodbold, og jeg synes jo det så lidt spændende ud, og endte så med at blive inviteret til at træne med. Lige siden har jeg så spillet fodbold. Som 2. års junior blev jeg og holdkammeraterne sjællandske mestre, hvor vi havde Carsten Balslev som træner. Da jeg så blev rykket op på ynglingeholdet, der havde vi Poul Kvist Madsen som træner. Det var en fantastisk tid med et fantastisk sammenhold, som var med til at bære holdet.

- Da jeg debuterede på førsteholdet var jeg stadig ynglinge-spiller. Vi spillede mod Skovbakken og tabte 5-0. Så den debut behøver jeg ikke nævne mere om. Da jeg så blev rykket op på førsteholdet var det under Christian Andersen på et hold bestående af en masse hårde hunde som f.eks. Aage Hansen og Benno Larsen. Men som ny blev man budt velkommen, og der var masser af sammenhold. Vi sås privat og lavede en masse sociale ting sammen. Mindst én gang om ugen spiste hele holdet sammen ud i klubben, og det er med til at man vil kæmpe for hinanden.

- Da skader satte en stopper for fodboldkarrieren, så blev jeg assistenttræner under Johnny Petersen. Det var sjovt at se på træningen og spillerne fra et nyt synspunkt. Jeg var assistent i mange år, og overtog ofte styringen kortvarigt ved trænerfyringer. En af de største fejl jeg lavede var at sætte Peter Rasmussen på banen. Jeg har jo selv spillet 392 kampe og havde dermed rekorden i klubben. Da jeg satte Peter Ras på banen i et par kampe, så slog han jo min rekord med kun 2 kampe. Det er dog noget vi griner meget af den dag i dag.

- På et tidspunkt blev Ole Mørck fyret da der var 7 kampe tilbage af sæsonen. Vi lå nummer 7, og min første kamp i spidsen endte med et nederlag til FCK, men herefter så vi os ikke tilbage. Vi vandt den sidste kamp i Lyngby 2-0 og kunne så fejre bronzemedaljer. Det var fantastisk at slutte en blandet sæson af med sådan en slutspurt. Det gav mig dog ikke lyst til at være cheftræner. For mig har den assisterende rolle altid være den mest spændende.

- For 11 år siden trak jeg mig så tilbage fra fodboldens verden, og blev så ansat i moderklubben ude i Bagsværd. Her har jeg nydt at have en masse forskellige opgaver i kulissen. Det giver en masse at have med vores medlemmer i aldre aldre at gøre. Og der er da også stadig lidt kontakt med førsteholdet. Herudover kommer jeg selvfølgelig også og ser så godt som alle hjemmekampe på Gladsaxe Stadion.

- Når jeg tænker tilbage, så er der mange sjove historier og episoder, som man kan grine af. Det er dog ikke alle sammen som tåler dagens lys. Jeg kan huske en episode under Christian Andersen, hvor jeg var assistenttræner. Vi havde skudtræning, og Peter Lassen kunne mildest talt ikke ramme en skid. Det var stolpe, overlægger, over mål eller ved siden af mål. Til sidst tog Lassen støvlerne af og kylede dem over i en villahave. Christian og jeg stod begge og måbede, men det kan da godt være at støvlerne var forbandet...

- Selvfølgelig drømmer jeg ligesom alle andre om at vi kommer op nu, men alt drejer sig om økonomi. Vi skal op i 1. Division og stabilisere os, og må tage det som det kommer. Det er op af bakke, men det handler om at klø på, for man får ikke noget foræret. Jeg er dog sikker på, at missionen om Superligaen nok skal lykkes på lang sigt. For at det skal lykkes, så skal vi have nogen af de gamle dyder tilbage. Styrken da jeg spillede var det sammenhold som vi bar med os ud på banen. Vi kæmpede for hinanden og for klubben. Det er noget andet i dag, nu hvor man ikke har samme klubfølelse, men når man er i klubben, så skal man være villig til at give blod, sved og tårer. Dengang jeg spillede, der spillede man ikke for sig selv men for hinanden. Dét skal vi være bedre til at dyrke, og kan vi gøre det med succes, så er jeg også sikker på at succeshistorierne indenfor kridtstregerne nok skal komme.

Vi takker Peter Frandsen for et indblik i hans historie og forhold til AB, og glæder os allerede til næste uge, hvor sidste historie i rækken venter!