Optakt til kampen mod Brønshøj

Lørdag eftermiddag kl. 14.00 fløjtes sidste spillerunde i de to 2 divisioner i gang.

Mens HIK, Vanløse, B 93, BK Frem, Hillerød og Slagelse kæmper om de tre sidste pladser i oprykningsspillet, kæmper AB Gladsaxe og Brønshøj om, hvem der skal slutte højest i tabellen og måske snuppe førstepladsen.

Der er altid ekstra knald på, når ærkerivalerne AB og Brønshøj mødes, i de såkaldte mosederbys, uanset om der står noget på spil, eller ej,  men den omstændighed at de to hold ligger fuldstændigt lige, giver kampen en ekstra dimension. 

AB og Brønshøj har begge 36 points og en målscorer på plus 14 mål. Da Brønshøj har scoret flest mål, placerer det dem foran AB, som altså skal vinde for at avancerer. Hvis Middelfart samtidigt sætter points til mod HIK, hvilket vel ikke er helt usandsynligt, ender AB pludselig på førstepladsen. 

I AB truppen er Yonas Nielsen tilbage efter en skade, Adnan Coruvic er tilbage fra karantæne, mens Seejou King må en tur i skammekrogen igen, efter sit gule kort mod Skovshoved.

Kampens dommer er Emil Martinussen, og de øvrige kampe i runden er som følger:

B 93 – Avarta

Slagelse – Vanløse IF

BK Frem – Skovshoved IF

HIK – Middelfart

Hillerød – Marienlyst

Vi håber på et stort fremmøde både af de trofaste AB fans, men også af Brønshøjs tilhængere som altid er friske med en god sang eller et kvikt tilråb.

Vi vil gøre alle på stadion opmærksomme på, at klubben på ingen måde accepterer homofobiske eller racistiske tilråb! Vi opfordrer derfor alle på stadion til at holde en ordentlig tone. 

Rigtig god kamp.  

INFO OM INDGANGE: 

Indgang gammel tribune: 

Indgang 1 - Brønshøj fans.

Indgang 2 - AB Gladsaxe Fans. 

Ny Tribune:

Indgang 3 - AB Gladsaxe fans.