Det endte lykkeligt

Af Niels Torp

De godt 460 tilskuere blev holdt på pinebænken i lang tid på Gladsaxe Stadion i opgøret mellem AB og HIK i 2.division.

Stilling var 0-0 indtil det 88 min., da Lucas Petersen snarrådigt opfangede en løs aflevering fra en modstander og uden at betænke sig tog han et enkelt træk, og så knaldede han bolden i nettet fra 25 meters afstand i det ene hjørne helt uden chance for Esben Madsen i gæsternes mål.

 

Det var absolut en kamp på det jævne, da det var tydeligt at mærke på hjemmeholdets spillere, at der stod tre meget vigtige point på spil. De virkede nervøse og ind imellem manglede der optimisme og gejst i opgøret, modsat i sidste 2 kampe.

AB kan takke målmand, Mark Jensen, for de tre point, da han var helt suveræn i målet. Ikke nok med, at han præsterede 3-4 kanonredninger, men han var sikkerheden selv i alt, hvad han foretog sig. Det var helt fortjent, at han blev kåret til ABs ”man of the match”.

AB begyndte kampen bedst og havde flere halve chancer, men langsomt kom HIK ind i opgøret, og de broderede pænt på midtbanen, hvor hjemmeholdets midterakse medMatti Olsen, Lucas Petersen og Sylvester Seeger-Hansen, havde vanskeligt ved at dæmme op for gæsternes pres.

Holdene gik til pausen med 0-0, og det kan AB nok være mest tilfreds med. Hjemmeholdet havde dog bolden i nettet efter en snes minutter, men Nichlas Rohde, tvivlsomt blev markeret off-side.

 

Underholdning

De sidste 45 minutter var betydeligt mere underholdende, hvor der skete en del i begge ender af banen. Yonas Nielsen fik bolden efter et par minutters spil, og han driblede sig fri af et par modspillere, inden han huggede bolden på undersiden af overliggeren. En smuk aktion, som havde fortjent bedre!

I modsatte ende, viste Mark Jensen sin klasse og diskede op med et par superredninger, især da angriberen, Gustav Therkildsen, headede helt under mål, men med en refleks fik keeperen bolden vippet over overliggeren.

Nichlas Rohde, viste i glimt sin farlighed, da han i midten af halvlegen alene med keeperen, men sendt bolden snært forbi den ene målstolpe.

Spillet bølgede frem og tilbage, og begge hold havde til dels indstillet sig på en point-deling, men pludselig fik Lucas Petersen chancen - og den udnyttede han koldt og kynisk.

De sidste minutter blev dramatiske, da HIK kastede alt frem og havde et par ”pæne” tilløb til chancer, men Mark Jensen var på sin post. I modsatte ende var Yonas Nielsen igennem på venstre fløj og blev hensynsløst sparket ned på HIKs banehalvdel, af gæsternes bagerste forsvarsspiller, men dommeren ”nøjedes” lidt uforståeligt med at give et gult kort. Det burde være af en anden kulør!

AB holdt stand de fem minutters overtid, og det var en flok glade spillere, som omfavnede hinanden og nød de tre ”livsvigtige” point, der bragte holdet op på tredjepladsen i 2.division inden juleferien.

Både Philip Olsen og Lucas Petersen fra AB fik hver et gult kort, mens Simon Holten og Simon Stage kom på banen i slutminutterne og hjalp med til at sikre sejren.

Det var en generelt en fin holdpræstation, hvor alle kæmpede, men det var lidt skuffende rent spillemæssigt, når man tager de sidste kampes positive præstationer i betragtning.

Målmand Mark Jensen var i særklasse. Også Matti Olsen og Nichlas Rohde kæmpede ihærdigt i hele kampen.

Det bliver spændende at se, hvordan mandskabet kommer ud til forårssæsonen, der begynder i begyndelsen af marts 2019 med udekampen mod bundholdet, BK Marienlyst.