Nulløsning i Jammerbugt

(Jetsmark) AB var langt hjemmefra, da de lørdag eftermiddag mødte Jammerbugt FC på udebane i 2.division i oprykningsspillet. Det havde regnet det meste af dagen i Nordjylland, men da der blev fløjtet op til kamp, så tittede solen frem og temperaturen steg flere grader. Desværre var marginalerne ikke med akademikerne i kampen, da det fysiske opgør endte 0-0.

Det var hjemmeholdet, der startede bedst og de kom til flere chancer, når de angreb på kanterne og fik farlige indlæg sendt ind foran AB-målet. Men keeper Tobias Brogaard, stod en fin kamp, og han havde flere fortræffelige redningen i begge halvlege.

De første 45 minutter var chancefattige, og der var blot to-tre afslutninger i begge ender af opgøret, hvor der var høj intensitet og mange nærkampe. Det var tydeligt, at begge hold var meget påpasselige og spillede med ekstra garderinger, således det var umuligt at slå hurtige kontraangreb.

I pausen skiftede AB, Sylvester Seeger-Hansen ud med Rasmus Tangvig, og det gav lidt flere angrebsmæssige muskler. Jammerbugtens Victor Ahlmann slap i midten af halvlegen fri, men Tobias Brogaard diskede op med en dobbelt klasseredning.

Grimt uheld

Midt i anden halvleg skete der et trist uheld, da den ellers velspillende, Sebastian Lassen, faldt uheldigt efter en nærkamp, og meget tydede på, at han har beskadiget et led- eller korsbånd. Han faldt om med store smerter - og heldigvis var det ikke samme knæ, som han beskadigede i sidste sæson, hvilket holdt ham væk i mange måneder. Han blev båret fra banen, og det var tydeligt, at medspillere følte meget med den sympatiske spiller.   

Det var som om, at AB-spillerne fightede ekstra i slutningen af kampen, og de kom til to-tre store chance i den ekstra spilletid på en halv snes minutter. Først havde anføreren, Matti Olsen, et fortræffeligt hovedstød, der blev reddet på stregen, men få sekunder senere fik Younis Nielsen en oplagt scoringsmulighed og hans hårde skud tæt under mål blev reddet på målstregen af en hjemmeholdets forsvarsspillere. Denne kastede sig og efterfølgende sank han sammen, men heldigvis uden alvorlig hovedskade, da han parerede bolden med panden.

 

Kampen ebbede ud uden scoring af nogle af holdene, men det var en kamp med masser af intensitet og hårde nærkampe.

Lukas Petersen blev skiftet ud med Daniel Warmbach i 2.halvleg, ligesom Adnan Curovic kom ind i stedet for den uheldige, Sebastian Lassen.

Generelt leverede AB en positiv indsats, da der blev kæmpet bravt over hele linjen, men desværre manglede de afgørende marginaler, og det betød, at holdet mistede to vigtige point i kampen om oprykningen med det uafgjorte resultat.

Næste kamp er atter på udebane, da holdet skal på endnu en langfart til Ringkøbing på den jyske vestkyst. Her er det helt nødvendigt, at holdet får tre point, hvis man skal ”drømme” om oprykning til 1.division.