AB bevarede andenpladsen

Et tæt opgør mellem AB og Aarhus Fremad endte 1-1 på Gladsaxe Stadion. De godt 300 fremmødte tilskuere nød masser af solskin på denne skønne søndag, hvor varmen satte sit præg på fysikken.

Til dagens opgør måtte Cheftræner Michalen Madsen se bort fra Stefan Nygaard og Rasmus Nielsen der begge var skadede. Sebastian Lassen og Lucas Petersen sad ude med karantæne.

Gæsterne fra Aarhus kom bedst fra start, da det fik tilkendt et klodset og unødvendigt straffespark efter et par minutters spil. Mathias Valentin sikkert scorede på til 0-1.

ABérne kom sig over den uheldige start. Der blev spillet rigtig fint positionsspil og der var tilløb til chancer, men den sidste aflevering manglede desværre skarphed.

Dagens anfører, Adnan Curovic, tog midt i halvlegen en solotur på knap en halv banelængde, og sluttede med at sende bolden på stolpen med et ”følt” langskud, som havde fortjent en bedre skæbne. Men stadig 0-1 efter de første 45 minutter

I pausen udskiftede akademikerne Daniel Thorup med Armend Aslani.

De sidste 45 minutter var også velspillet, og begge hold kreerede målchancer, men det var AB Gladsaxe, som hovedsageligt var i teten, og godt kunne have fortjent alle tre point.

Efter knap en halv snes minutter i kom udligningen ved Rasmus Tangvig efter et flot angreb, hvor både Kristian Uth og Niclas Rohde lavede flotte detaljer for til sidst at spille Tangvig, der sikkert placerede bolden i det nederste målhjørne.

Efter 25 minutter havde Nicklas Rohde et fint hovedstød på et indlæg fra Kristian Uth, men gæsternes målmand reddede flot.

Et kvarter før tid, blev Kristian Uth spillet helt fri af Nicklas Rohde, men linjevogteren vinkede desværre meget tvivlsomt for offside!

De fleste tilskuere ventede på det afgørende mål til hjemmeholdet, men det udeblev desværre og opgøret ebbede mod slutningen ud.

Kort før tid blev Nicklas Rohde udskiftet med unge, Frederik Christensen, ligesom Martin Nielsen kom ind i stedet for Sylvester Seeger-Hansen på midtbanen.

ABs fanklub kårede helt fortjent, dagens anfører, Adnan Curovic, til kampens spiller. Han leverede en glimrende indsats i defensiven, ligesom han var hurtig og farlig i sine fremstød.

Med det uafgjorte resultat bevarede AB andenpladsen og på lørdag går turen til Odder i Østjylland, hvor det gerne skulle blive til tre point!